Lokal verdensmester fejres i Vrå
Foto: Parasport Danmark
Danmark har netop vundet verdensmesterskaberne i parasporten Powerchair Floorball, som er hockey for personer i kørestol.
Måske er det gået din næse forbi, men Nordjylland har fået sig en vaskeægte verdensmester. Og denne gang er det ikke Jonas Vingegaard. Nej, det er 31-årige Rasmus Yder fra Rakkeby, der arbejder for Idrætscenter Vendsyssel.
Han har trænet det danske landshold i parasporten powerchair floorball, og har taget holdet hele vejen til tops og hevet et verdensmesterskab hjem til Danmark - og til Vrå.
Fejring i Vrå
Tirsdag klokken 16.30 i Idrætscenter Vendsyssel serveres der ICV pandekager til alle, der har lyst til at komme og fejre Rasmus Yder.
Rasmus Yder har arbejdet ved ICV i seks år.
Verdensmesterskaberne startede godt ud for det danske hold, der bankede Australien med en 32-0 sejr. Siden er sejrene blevet hevet hjem hver gang.
- Vi synes jo, det er helt fantastisk. Vi har en ung mand med muskelsvind, som i seks år har arbejdet i receptionen, og så for et halvt år siden blev landstræner, og det har han gået op i med hud og hår, fortæller Alex Rasmussen, direktør for Idrætscenter Vendsyssel.
Det er Rasmus Yders kollegaer på ICV, der gik til direktøren og foreslog en fejring af den nylige verdensmester.
- Han er jo en fantastisk fyr, og han fortjener det. Han har vist gåpåmod hele livet, og det her, det er bare helt vildt. Han stråler i hele hovedet, når han taler om det, lyder det fra direktør Alex Rasmussen.
Rasmus Yder har været træner for landsholdet i under et år, og i løbet af den tid har landsholdet blandt andet været på træningsweekend i Idrætscenter Vendsyssel.