Lastbil med 30 ton hønsefoder er væltet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Ifølge indsatslederen havde lastbilchaufføren ikke en chance for at rette køretøjet op, da den først var begyndt at skride.
Det var på en smal vej uden for Bjergby, det gik galt, da lastbilchaufføren ville gøre plads til en modkørende bilist.
Regnen silede ned og mørket havde lagt sig, da en lastbil fuld af hønsefoder tirsdag aften kørte i grøften og væltede udenfor Bjergby ved Hjørring.
Den pågældende vej er smal, og derfor trak lastbilchaufføren lidt ud i rabatten, så han kunne gøre plads til en modkørende bilist.
- Han havde svært ved at orientere sig, fordi det var mørkt og regnede kraftigt, siger Jørgen W. Pedersen, og fortsætter: men heldigvis kørte han langsomt, så det foregik ganske udramatisk.
Hønsefoder skal bjærges
Lastbilen er blevet skærmet af med politi-tape, og Nordjyllands Beredskab er færdige på stedet. Nu er der bare bjærgningsarbejde tilbage.
- Nu skal lastbilen tømmes for lasten, og der er vist i omegn af 30 ton hønsefoder i den, siger Jørgen W. Pedersen.
I forbindelse med episoden blev der tilkaldt en ambulance.
- Chaufføren var noget chokeret over hændelsen, men han var i fin fysisk form, konstaterede ambulanceredderne, siger indsatslederen.