Kommune og handelsliv slår sig sammen for bymidtens skyld
Detailhandlen er presset over alt i Nordjylland. Corona lukkede fra den ene dag til den anden butikker på stribe, og nu udfordres handlen af stigende inflation og øgede forbrugsudgifter til varme og el - ligesom flere og flere forbrugere for alvor har taget nethandlen til sig. Den kamp tager man nu op i Hjørring – folk skal have oplevelser ud over det sædvanlige, når man besøger midtbyen.
Hjørring Kommune har valgt at forpligte sig til at samarbejde med Hjørring Handel uanset, hvilke politikere, der er valgt i perioden.
Detailhandlen er presset over alt i Nordjylland.
Corona lukkede fra den ene dag til den anden butikker på stribe, og nu udfordres handlen af stigende inflation og øgede forbrugsudgifter til varme og el - samtidig har flere forbrugere har taget nethandlen til sig. Den kamp tager man nu op i Hjørring – folk skal have oplevelser ud over det sædvanlige, når man besøger midtbyen.
Et nyt samarbejde mellem Hjørring Kommune og Hjørring handel skal puste nyt liv og oplevelser i gågaden.
- Det er vigtigt, der sker noget. Den funktion som byen tidligere har haft, har den ikke længere, siger Rikke Ejsenhardt, der er event- og aktivitetschef ved Hjørring Handel.
De kommer for at få en oplevelse
Det haster med at komme i gang. De seneste kriseår har kostet dyrt for handelslivet, der har oplevet en nedgang på hele 25 procent.
- Det er alvorligt. Situationen med inflationen og det faldende forbrug er meget mere alvorlig end corona, og det kommer lige efter corona. Så der skal handling til, siger Rikke Ejsenhardt.
Netop derfor har kommunen valgt at bakke op om at finde en løsning.
- Vi kommer til at se en del ældre borgere i Hjørring Kommune, og det er også ældre, der kommer her. Og de kommer ikke kun for at få gode tilbud. De kommer for at få en oplevelse, siger Søren Homann (K), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.
Hjørring Kommune er med i arbejdsgruppen, der finder på ideerne, som også skal matche bosætning og demografien i kommunen.
Tomme butikker kan blive til boliger
Det er endnu uvist, hvordan gågaden kommer til at se ud; men handelschefen er sikker på, at behovet for gaden er der:
- Vi vil gerne ud og møde vores nabo eller klassekammerat og vores venner. Så byen skal have den funktion, at man har lyst til at komme og bruge tid og shoppe. Så byen skal være lækker og spændende og være i, forklarer eventchefen.
Målet er, at der skal skabes liv i gågaden.
- Min drøm er, at man skal sige: Hold da op, hvor er det en flot by. Her vil jeg gerne komme igen, lyder det fra Rikke Ejsenhardt.
Håbet er at trække flere butikker til, men fremtiden kan også betyde, at der kommer beboelse i tomme butikslokaler, for at skabe liv i gågaden for både lokale og turister.
Hjørring Handel regner med, at der ligger en plan for udviklingen af gågaden klar allerede til sommer.