Kari Giebelhausen har haft keramikværksted i Lønstrup i 18 år. Foto:
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kari er ordblind og kæmpede i skolen – nu former hun sit eget arbejdsliv

Kari Giebelhausen føler sig lykkelig, når hun former og maler keramik i sit værksted i Lønstrup.

Se ”Den ordblinde pottemager – Gejst” nederst i artiklen eller på TV2 PLAY.

En udefinerbar lerklump på en drejeskive bliver roligt og sikkert transformeret. Med kyndige hænder, nidkærhed og tålmodighed former Kari Giebelhausen en stor vase, der senere skal males – formentlig i de prikker og striber, der kendetegner Karis stil.

Selvom Kari faktisk er en ganske utålmodig person, ved hun, at hun bliver nødt til at give leret den kærlighed, det behøver. Ellers bliver hun straffet. For leret husker.

- Keramik er et håndværk, hvor alting kan gå galt, fra du drejer til sidste brænding. Derfor skal man være koncentreret i hvert eneste led, siger Kari Giebelhausen.

Et nyt liv

At Kari sidder her - i sit helt eget keramikværksted i Lønstrup - havde hun ikke forestillet sig, da hun var ung skoleelev i Norge.

Tværtimod havde Kari svært ved at se, hvad hun egentlig var god til. For i skolen handlede det om at læse og skrive, og det voldte den ordblinde Kari problemer.

- Det var hårdt, for alle skulle læse højt, og jeg følte, at jeg på den måde kun fik vist min dårlige side frem, siger hun.

Hun formåede at gennemføre gymnasiet, og så var spørgsmålet, hvad der så skulle ske.

Ved et tilfælde kom hun i kontakt med sin venindes fars kæreste, der var keramiker og tilbød hende at prøve kræfter med ler.

- Så var jeg bare solgt. Det var fantastisk. Jeg følte, at der startede et nyt liv. Ingen skolearbejde – det var bare leg, siger hun.

- Det er lykken

Kari Giebelhausen rejste til Danmark og begyndte på pottemagerskole i Sønderborg. Hun fik en læreplads i Lønstrup, og hun var totalt bidt af keramikken.

I 2005 blev hun tilbudt at leje et værksted. Hun slog til, og i dag – 18 år senere – ejer hun huset sammen med sin mand og har sit værksted her.

- Lønstrup er perfekt. Hvis man har været her en gang, bliver man ved med at komme, for her er specielt, siger Kari.

Hun har stadig selv svært ved helt at forstå, at hun kan leve af at lave det, hun holder allermest af at lave.

- Alle kan lave ler. Det, at jeg kan sælge det, og at kunderne er glade for det, det er lykken, siger hun og smiler.

Ler for livet

En af dem, der jævnligt kommer i Giebelhausen Keramik, er Kirsten Hannemose fra Lønstrup. Hun er især vild med Karis farver og mønstre.

- Der er nogen, der synes, at jeg er modig, når jeg køber noget herinde. Kari er ekspert i ikke at følge strømmen, siger Kirsten Hannemose.

For Kari Giebelhausen er keramikken et livslangt projekt. Når hendes mand en gang imellem siger til hende, at hun ikke kan regne med at lave ler hele livet, svarer hun ”fandeme jo.”

Hun skal have ler med i kisten, når hun dør, så ”hun har noget at lave”, som hun siger.

- Jeg fandt min hylde, da jeg mødte keramikken. Der åbnede alt sig.

Se ”Den ordblinde pottemager – Gejst” her:

Den ordblinde pottemager - Gejst (S1:E4)

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Byfest var ved at dø: Redning blev billige øl og gamle traditioner

Sidste år kunne Kimbrerfesten i Aars melde om rekordoverskud.

På programmet er blandt andet musik, optog, strip, billige bajer - og gule ærter.

Og så er der revy.

Kimbrerfesten i Aars har eksisteret siden 1947. Og Pia Havbro fra Aars har været en del af Kimbrerrevyen i 22 år. Kun afbrudt af to graviditeter.

- Jeg kan ikke undvære det, konstaterer hun.

Inden hver forestilling tager hele revyholdet et Dr. Nielsen shot. Engang prøvede revyformanden uden, og den gik ikke, fortalte Pia Havbro. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Onsdag var der generalprøve på dette års forestilling, som bliver vist flere gange under dette års Kimbrerfest, der løber af stablen denne weekend. Flere af forestillingerne er udsolgt. Og så lang tid folkene bag kan huske, har Kimbrerfest også været lig med revy.

- Det er så sjovt, når vi står på scenen, og der er gang i teltet. Mange af os har været med i mange, mange år, så vi er blevet en lille familie, siger Pia Havbro og fortæller, at også publikum er gengangere.

- Vi har sågar flere, der ser revyen to gange.

Revyen tager udgangspunkt i sjove begivenheder fra året - og der sniger sig også flere elementer ind fra lokalområdet.

- Vi er amatører, og det er kun for sjov. Vi er ikke forpligtet ud over evne, så hvis vi glemmer noget eller laver fejl, så er det helt ok.

Torsdag slog de deltagerrekord med 4000 gæster mod sidste års 3500. Fredag kom 8500 gæster forbi for blandt andet at høre musikeren Gobs. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Rekordoverskud

Sidste år slog Kimbrerfesten rekord. De otte foreninger bag kunne nemlig dele 652.000 kroner.

Men sådan har det ikke altid været. For før coronapandemien trak tænder ud på alle sociale begivenheder, valgte folkene bag at flytte Kimbrerfesten ud af midtbyen.

Og det havde nær kostet byfesten livet. For der var ikke ligeså stor opbakning til festen udenfor byen, fortæller Allan Mølgaard, der er medlem af Kimbrerfestkomiteen.

Flere aktiviteter under Kimbrerfesten kunne meldes udsolgt allerede før festen gik i gang. Det var blandt andet modeshowet om torsdagen, revymiddagen og stegt flæsk spisning. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Efter coronapandemien valgte bestyrelsen at genoptage byfesten i anlægget i Aars, og pludselig kom opbakningen tilbage.

- Vi lavede lidt nytænkning og fik nogle friske kræfter til, og så beholdt vi de gamle dyder, men med et twist af noget nyt, og det må man sige, der er lykkedes, siger Martin Dahl, der er formand for Kimbrerfestkomiteen.

Allerede nu er der forventninger om at overgå sidste års besøgstal på 17.000 gæster. Ifølge Martin Dahl kvitterer gæsterne for den gammeldags måde at holde byfest på, med stegt flæsk, revy, billigere priser i baren, strip, gule ærter og optog.

- Nogle siger, det måske ikke hører tiden til mere, men vi mener, vi har succes med det hele, så vi er lidt gammeldags på nogle punkter, og det holder vi ved, siger Martin Dahl.

Kan ikke undvære overskud

Også foreningerne bag er glade for, at der atter er stor opbakning til Kimbrerfesten. For overskuddet luner i foreningskasserne.

- Det er et godt tilskud til de unge. For så er der en masse materiale og gode timer, vi kan give til børnene og de unge, på baggrund af det, vi tjener hernede, siger formand for Aars Idrætsklub, Per Mølgaard.

Selvom der ifølge Per Mølgaard, formand for Aars Idrætsklub, var stor opbakning fra klubbens medlemmer, så har de de senere år haft svært ved at finde frivillige, og de må derfor finde alternative metoder. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Hos Aars Tennisklub er pengene fra sidste års Kimbrerfest gået til en ny padelbane.

- Så slap vi for at søge fonde, så det er vi glade for, siger formand for Aars Tennisklub, Jesper Kristensen.

Foreningerne bag skal til gengæld hjælpe ved at skaffe frivillige hænder - og ifølge de to formænd, er det ikke pengene, der er det vigtigste. Det er at skabe en god fest.

- Vi vil da helst heller ikke undvære pengene, for så skulle vi ud og banke på døre og spørge det lokale erhvervsliv, så de er vigtige, men det er vigtigst at skabe en god fest, siger Per Mølgaard.

Jesper Kristensen (t.h) er formand for Aars Tennisklub, og en af dem, der både skal skaffe frivillige til byfesten, og selv være en. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Svært ikke at smile

Kimbrerfestkomiteen har også allerede armene over hovedet, selvom dette års overskud ikke er opgjort endnu. For allerede på førstedagen, torsdag, kom flere mennesker forbi end hidtil. Og vejret spiller en kæmpe rolle, siger formanden.

- Det er svært ikke at smile, siger Martin Dahl.

Revyskuespillerinden Pia Havbro glæder sig da også over, at hun kan se frem til at spille revy i revyteltet mange år endnu.

- Jeg er så glad for, der var nogle stærke folk bag, der ikke ville lade den her byfest dø, siger hun.

Herning Tivolipark er at finde til byfesten. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Kimbrerfesten fortsætter søndag, hvor blandt andet børnehittet Onkel Reje kommer og optræder.


Foto:

Fredag blev der indgået budgetforlig i Jammerbugt Kommune imellem 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Herunder Dansk Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.

- Vi har i Jammerbugt kommune en tradition for brede budgetforlig, hvilket vi fortsætter med i dette års budgetaftale, lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade.

Budgetlægningen har ifølge borgmesteren været udfordrende, og det har været nødvendigt at træffe svære beslutninger. Allerede i juni måned blev der vedtaget reduktioner i budgettet for budget 2024 og budget 2025.

- I budgetprocessen har vi haft fokus på at sikre et solidt budget, og det er igen lykkedes os at prioritere de store serviceområder på trods af et stramt udgangspunkt, konstaterer borgmesteren.

Derfor er det også lykkedes at afsætte midler til at sikre den demografiske udvikling både i forhold til børnepasning, skole og seniorområdet.

På beskæftigelsesområdet ses der fortsat store stigninger i udgifterne til især seniorpension og førtidspension. For at imødekomme disse stigninger i udgifter er der i 2025 afsat samlet 33,2 millioner kroner til området, mens der er afsat 22,4 millioner kroner til ældreområdet.

Derudover oplyser borgmesteren, at der investeres bredt i Jammerbugt Kommune med både store og små investeringer. Der er blandt andet afsat midler i 2025 til Masterplan i Brovst samt Tandklinik ved Sundhedshuset i Brovst. Samtidig afsættes der flere penge i 2025 til asfalt og bygningsvedligeholdelse.

I budgettet for 2026 afsættes der desuden penge til investering i Nr. Halne skole, cykelsti ved Kvorupvej i Pandrup samt cykelsti til Biersted.

 Og så vil Jammerbugt Kommune fortsætte den grønne omstilling ved at udskifte den resterende del af kommunens gadelamper til LED-belysning i løbet af 2025.

Budgettet godkendes endeligt, når Kommunalbestyrelsen 2. behandler det den 11. oktober 2024.


Foto: Aalborg Lufthavn

Raser over kommunal støtte til lufthavn: Frygter det går udover forbrugerne

Preben Bang Henriksen (V) planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren.

- Jeg er temmelig rystet over det her.

Sådan lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V).

Han raser over, at Aarhus Lufthavn gennem de seneste 10 år har fået tilført flere hundrede millioner kroner i kommunal støtte, for at lufthavnen kunne holde sig på vingerne – men det er en ulige konkurrencesituation ifølge folketingspolitikeren.

- Mange, mange, mange millioner går til Aarhus Lufthavn og ingenting til Aalborg Lufthavn. Det skaber en skævvridning i konkurrencen, det er klart, konstaterer han.

Også bestyrelsesformand i Aalborg Lufthavn, Thomas Kastrup-Larsen, mener, at de store milliontilskud fra ejerkommunerne i Østjylland er med til at skabe en uholdbar konkurrencesituation hos de jyske lufthavne.

- De bruger pengene til blandt andet at give til flyselskaber og på andre måder rykke hele konkurrencebilledet, så vi i den anden ende skal betale mere til flyselskaberne for at få dem til at lave ruter hos os. Så de laver en forrykning af hele konkurrencebilledet i Jylland, og det rammer både Aalborg og Billund Lufthavn, forklarer han.

Aalborg Kommune fortæller til Transportministeriet, at de ikke har givet tilskud til Aalborg Lufthavn siden 2016. Den nordjyske lufthavn lever altså helt og aldeles for egne tjente penge – modsat Aarhus Lufthavn, der de seneste 10 år ifølge Thomas Kastrup-Larsen har fået hele 591 millioner kroner i kommunale tilskud.

Behov for et kig på reglerne

Både Aalborg Lufthavn og Preben Bang Henriksen frygter, at den såkaldte konkurrenceskævvridning i sidste ende kommer til at gå ud over forbrugernes pengepung, og derfor har de begge et klart håb.

 - Nu ved jeg, de havde et stort underskud sidste år, og de kommer også til at få et stort underskud i år, men så må de jo rette forretningen op og drive den på nogle bæredygtige vilkår, i stedet for at den offentlige kasse skal finansiere dem, det ser vi i Aalborg Lufthavn meget gerne ske, påpeger Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren, ligesom han også opfordrer Aalborg Lufthavn til at søge juridisk afklaring på, hvorvidt den offentlige støtte er i overensstemmelse med EU-reglerne for den frie konkurrence.

- Jeg synes ærligt talt, at det her virker som et eksempel på det stik modsatte af fri konkurrence, siger politikeren.

Et konkurrencebaseret samfund

Bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen kan glæde sig over, at Aalborg Lufthavn netop har haft sin bedste august måned i seks år målt på antallet af passagerer – her kom flere end 133.000 gæster gennem dørene i den nordjyske lufthavn.

Helt så succesfuldt går det ikke i Aarhus Lufthavn, og derfor har der gennem årene været behov for økonomisk hjælp fra både ejerkommunerne – Aarhus, Norddjurs og Syddjurs – og fra private.

- Jeg ser Aarhus Lufthavn som sådan en businesscase, der er baseret på håb og politiske ambitioner og meget lidt på konkret forretning - og det synes jeg, de skal få rettet op på og konkurrere på lige kommercielle vilkår med os andre, pointerer Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen forstår ikke, hvorfor Aarhus Lufthavn gang på gang kan hjælpes med kommunale midler.

- Hvis de er nødt til at lukke, så er det jo altså ikke vores skyld. Vi lever i et samfund, der er konkurrencebaseret, og det er nu en gang rimelig sundt, at alt ikke styres af staten, så Aarhus Lufthavn må jo indrette sig derefter og foretage de besparelser, de kan, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem.

TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Thomas Danielsen (V).


Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Se billederne: Brandmænd fra hele verden indtager nordjysk by

For første gang nogensinde udspiller brandmændenes OL, World Firefighters Games, sig på dansk grund. Begivenheden blev skudt i gang lørdag i Aalborg, og derfor var byens gader fyldt med brandmænd fra hele verden, da den officielle åbningsceremoni blev afholdt.

Over den næste uge vil brandmændene dyste i over 50 discipliner. De varierer fra udbredte idrætsgrene som badminton, atletik og golf til mere eksotiske discipliner som kast med hestesko og svømning med finne. Så vil der desuden også være discipliner, der tager udgangspunkt i jobbet som brandmand.

- Jeg tror, forventningen er at se en hel masse sjove sportsgrene og få noget socialt samvær med en hel masse brandfolk fra alle mulige nationer og få nogle kontakter rundt omkring i verden, lyder det fra Dennis Møller Hovn, der er en af de dansk deltagende brandmænd.

Oprindeligt skulle Aalborg have været vært for World Firefighters Games i 2020, men corona-pandemien betød først en udsættelse til 2021 og sidenhen endnu en til 2024.

- Det er fuldstændig fantastisk, for vi har ventet seks år på det. Vi har gjort en stor indsats for at komme her, og vi er meget taknemmelige for at være her, og for at Aalborg vil afholde konkurrencen her. Vi har taget en hel del med hertil fra New Zealand, lyder det fra Britt Reed, der også deltager.

Omkring 1.500 deltagere og pårørende deltager. Hong Kong, Sverige, England, Tyskland, Polen og Holland har flest deltagere.

Se billeder herunder:

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Aalborg Universitet om kemieksplosion: - Vi er dybt berørt

Fire personer er lørdag kommet til skade efter en eksplosion ved et af Aalborg Universitets kemishow på Tønder Bibliotek.

Her er en 22-årig mand kom svært til skade, og er blev bragt til behandling på sygehuset. Han er dog uden for livsfare.

Derudover er tre børn kommet lettere til skade. De to af børnene er kørt til behandling på sygehus, mens det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.

I alt var 40 personer til stede, og forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi.

Institutleder for kemi- og biovidenskab, Kim Lambertsen Larsen, skriver i en SMS til TV2 Nord, at to kemishowkoordinatorer er på vej til Tønder for at tale med de studerende.

- Vi er selvfølgelig dybt berørte af det, som er sket.

- Vi vil gerne levere viden om naturvidenskab på en let tilgængelig måde, men ingen skal komme til skade, når studerende fra Aalborg Universitet har kemishows, lyder det fra institutlederen.

Han oplyser desuden, at man er ved at danne sig et overblik over, hvad der præcis er sket.