Johan og klassekammeraterne skal være klima-ambassadører: - Jeg synes, det er pissegodt, hvis man må sige det på TV
Eleverne i Løkken, Vrå og Tårs bliver i denne uge klædt på til at blive klimaambassadører i hjemmet. Og i hvert fald en af eleverne, er helt vild med temaugen.
Ugen inden efterårsferien er der ofte temauge i landets skoler. I Løkken, Vrå og Tårs er denne uge ingen undtagelse. Hele ugen er "Grøn Omstilling" nemlig på skoleskemaet.
Der skal tales forbrug, affaldssortering - og hvad man kan bruge det til.
I sløjdlokalet er sjetteklasserne fra Løkken Skole i fuld gang. En af dem er Johan Østergaard Fuglsang. Han er ret begejstret for den lastbil, han er ved at lave i træ. Den er nemlig et billede på en idé han har.
- Den lastbil, vi er i gang med at lave, skal få alt madaffald fra skolerne ud til biogasanlægget. Og hvis den kunne køre på biodiesel, kunne det være fedt, lyder det fra Johan, der uddyber:
- Biogas det er jo godt, fordi det er en grøn måde at lave tingene på. Biogas er godt gødning og en god varme at lave varme og el på.
Børnene er fremtiden
Faktisk er Johan Østergaard ret begejstret for temaugen. Han er næsten ikke til at stoppe igen, da TV2 Nord taler med ham. Og han er overraskende klar i spyttet.
- Jeg synes, det er meget godt, at vi går efter den grønne omstilling. Jeg synes faktisk, det er pissegodt, hvis man må sige det på tv, lyder det.
Han var ikke klar over, hvad grøn omstilling var, da ugen begyndte. Men det ved han nu.
Det glæder skoleleder, Michael Slot Pihl. Han håber nemlig, at han med temaugen kan være med til at ændre børnenes vaner og deres tankegang.
- Når børnene går ud af skolen, har de en anden tilgang til det med at passe på miljøet end de børn, der gik her for 10 år siden. Og jeg tænker, det er lettere at påvirke børnene end vores generation. Vi tænker måske, at det går godt nok. Der skal nogle meget kraftige økonomiske incitamenter, som den krise vi er i nu, til at ændre på vores forbrug, men hvis børnene forstår, at der faktisk skal ske noget, så har vi gjort det, vi skal, tror jeg.