Ingen sag for Marie at fylde 100: - Skulle jeg ikke snuppe 10-15 år mere?
Foto: Hans Christian Lauritsen / TV2 Nord
TV2 Nord besøgte Marie Christensen på den runde fødselsdag.
Marie Christensen rundede tirsdag et skarpt hjørne, da hun kunne fejre 100-års fødselsdag.
Selvom flere og flere bliver 100, så er nordjyden alligevel lidt speciel. I løbet af det lange liv har hun været særdeles rejselysten. Hawaii, Australien, Ghana, Guam, Canada og USA er blot nogle af de steder, hun har besøgt.
Desuden kan hun bryste sig af at have fået fem børn, 12 børnebørn og 23 oldebørn. Forklaringen på hvordan hun er nået den høje alder er ganske simpel.
- Den ene dag er gået efter den anden, og pludselig er man blevet 100 år. Det kommer jo ganske af sig selv, lyder det fra fødselaren, der fortsat intet fejler.
Trods den fremskredne alder går hun henholdsvis til gymnastik og til gudstjeneste i Vrå én gang om ugen. Hun husker da også cykelturene gennem Jylland i 1930'erne, hvor hun sommetider overnattede i en høstak, inden turen gik videre dagen efter.
I dagens anledning kiggede Hjørring Kommunes borgmester Søren Smalbro (V) forbi for at lykønske Marie Christensen. Det er dog først lørdag, at den helt store fest skydes i gang.
Her har Marie Christensen inviteret intet mindre end 115 gæster, og det bliver næppe den sidste fødselsdag, hun holder.
- Jeg fejler jo sådan set ingenting, så skulle jeg ikke kunne snuppe en 10-15 år mere, siger hun grinende.
TV2 Nord talte også med Marie Christensen i 2011. Se bare herunder: