Shitstorm: Influencer beskyldes for plagiat
Vinderen af 'Den Store Bagedyst' i 2015, Liv Martine Hansen, er kommet i en shitstorm på det sociale medie Reddit, hvor hun bliver beskyldt for plagiering af andres keramik.
Siden hun vandt 'Den Store Bagedyst' i 2015, har den 33-årige vendelbo Liv Martine Hansens liv taget lidt af en drejning.
Udover den opmærksomhed, som har fulgt hende siden hendes sejr i Bagedysten, har hun blandt andet skrevet opskriftsbøger og deler sin hverdag med sine 159.000 følgere på Instagram.
Her viser hun blandt andet sin keramik frem, som er en stor hobby for Liv Martine Hansen. Og det er den hobby, som nu har bragt hende i en shitstorm på det sociale medie Reddit.
Her bliver hun beskyldt for at have plagieret Michelle Morton, en australsk keramiker, da hun lavede østersfade til hendes ven, TV-kokken Casper Sobczyk.
- Casper er en god kammerat, der har fået fadene af mig i bytte for en middag på Capa (restaurant i København, red.). Casper skulle bruge disse fade til nogle billeder. Jeg producerer ikke keramik med henblik på salg og dette tilfælde med Casper er et engangstilfælde, forklarer Liv Martine Hansen i et skriftligt svar til TV2 Nord.
Du kan se de to Instagram-opslag med østersfadene herunder.
I opslaget her kan du se Liv Martine Hansens østersfad.
I dette opslag kan du se Michelle Mortons østersfad.
Lever ikke af det
Generelt er influenceren meget uforståelig over for den kritik, der bliver rettet mod hende i Reddit-tråden.
- Jeg laver kun keramik til eget forbrug. Der er ikke noget økonomisk incitament. Det er kun på hobbyniveau, og jeg bliver da inspireret af andre. Jeg sælger ikke noget, og det er glæden ved at have hænderne i ler, der er det primære for mig, skriver Liv Martine Hansen.
Og det er ikke kun australske Michelle Morton, som Liv Martine Hansen bliver beskyldt for at kopiere.
På Reddit-tråden bliver der fremlagt flere eksempler på, at hun brugt andre keramikeres design og kaldt det for sin egen. Men det afviser hun prompte.
- Jeg forstår, at der i nogle situationer udefra set kan opstå en holdning om, at den og den har lånt lidt for meget af andre. Jeg kan understrege, at jeg aldrig har haft til formål at snyde andre gennem et håndværk eller en idé. Det er slet ikke min dagsorden, fortæller Liv Martine Hansen.
Hun har også været i dialog med Michelle Morton på Instagram. Australieren tog fat i Liv Martine Hansen, da hun selv blev kontaktet af nogle af brugerne fra Reddit.
- Jeg forklarede hende, at jeg laver keramik til eget forbrug. Jeg synes, vi havde en god dialog, og jeg har respekt for hendes virke, forklarer Liv Martine Hansen.
Mere påpasselig
Med 159.000 følgere på Instagram fortæller Liv Martine Hansen, at hun altid forsøger at kreditere bedst muligt, når hun finder inspiration hos andre.
Det er dog ikke altid let at vide, hvem der skal krediteres, både på grund af tendenser i markedet eller sæsonbetonede tendenser.
Liv Martine Hansen vil dog være opmærksom i fremtiden.
- Jeg forstår måske bedre nu, at jeg skal være endnu mere påpasselig med at dele hobbyprojekter til verden, når det kun er til min egen interesse. Den lup, man som influencer er under, anerkender jeg, og det må jeg tage til efterretning, skriver hun.
Risiko for, at keramik ikke længere bliver delt på influencerens sociale medier, er der også.
- Når jeg nu kommer ud i en situation som denne, så overvejer jeg at stoppe med at dele keramik, fordi jeg virkelig ikke vil træde nogen over tæerne, forklarer Liv Martine Hansen.
TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Michelle Morton.