Hus i brand - mand indlagt
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den mulige synder til branden var en frituregryde.
Nordjyllands Beredskab kørte tirsdag klokken 14.47 til en bygningsbrand på Bredgade i Tårs, hvor en mand efterfølgende er blevet indlagt for behandling af brandskader.
Ubeboelig
Der var både ambulancer og brandbiler på stedet, da en brand i et hus i hals brød ud. Det oplyser Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
- Lejligheden er ubeboelig, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere omkring mandens tilskadekomst, fortæller vagtchefen.
Det var en lejlighed på første salen, der var brudt i brand, da beboeren var i gang med at lave mad. Det fortæller indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Jørgen W. Pedersen til TV2 Nord.
- Der var gået ild op i emhætten og loftet, hvilket gjorde, at det hele så hektisk, da vi ankommer. Men en massiv indsats gjorde egentlig, at vi hurtigt fik ro på situationen, og derfor nåede branden ikke at sprede sig til resten af lejligheden.
Frituregryde er mulig synder
Indsatslederen oplyser, at køkkenet er svært brandskadet, mens resten af lejligheden er svært sodskadet. Derudover er den underliggende lejlighed, der dog er ubeboelig på nuværende tidspunkt, vandskadet.
- Huset er ubeboeligt i en mindre periode, derfor er der tale om genhusning, konstaterer indsatslederen.
Det tyder - ifølge indsatslederen - på, at det er beboerens frituregryde, der var årsag til branden.
Nordjyllands Beredskab er færdige på stedet og efterslukningen var minimal.
- Det var heldigvis ikke så slemt, som vi regnede med.