Hjørring er i gang med at matche ukrainske kvinder med job
Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST
I takt med at de ukrainske kvinder får opholdstilladelse vil Business Hjørring løbende sammenholde deres kompetencer med de jobmuligheder, man modtager fra virksomhederne og lave de bedst mulige jobmatch. Arkivfoto
Med den nye særlov er der udsigt til, at det fra maj bliver muligt at få de første kvinder i job.
Modtagelsen af de ukrainske flygtninge i Hjørring Kommune er en stor opgave, og nu puljer kommunen, Dansk Industri og LandboNord energi og fokus for at sikre, at de ukrainske flygtninge får mulighed for at få et job hurtigst muligt.
- Hjørring Kommune har sammen med gode lokale kræfter fået opbygget et imponerende set-up for de mange ukrainere, som er kommet til vores område i de seneste uger. Der er etableret et velkomstcenter med basale faciliteter på den tidligere Vrå Skole. Det er et afgørende første skridt på vejen mod at genoprette trygheden for dem, der er kommet hertil, siger formand for DI Vendsyssel, Richard Fynbo.
Den nye særlov lægger op til, at de ukrainske flygtninge hurtigst muligt skal i job, efter de har fået opholdstilladelse.
Taler uddannelse og erfaring
Allerede nu er medarbejdere fra Business Hjørring i gang med at tale med kvinderne om deres uddannelse og erhvervserfaringer.
Derfor er der mulighed for et hurtigt jobmatch, når de får deres opholdstilladelse.
I takt med at de ukrainske kvinder får opholdstilladelse vil Business Hjørring løbende sammenholde deres kompetencer med de jobmuligheder, man modtager fra virksomhederne og lave de bedst mulige jobmatch.
- Mange af de ukrainske kvinder håber naturligvis, at de hurtigt kan vende hjem til deres hjemland. Hvis dette ikke lykkes, skal vi være klar til at følge særlovens intentioner om en hurtig integration i det danske samfund – herunder job. Heldigvis har mange lokale virksomheder allerede gode erfaringer med at have ukrainere ansat, og disse erfaringer kan vi bygge videre på, siger erhvervschef Ole Bendix fra Hjørring.