Helle tordner mod meteorologer
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Overdrevne vejrprognoser irriterer campingpladsindehaver.
Opdatering: Nedbøren blev målt til 42 millimeter i det område, Helles campingplads er, og det var faktisk over TV 2 Vejrs varsel, som lød på 38 millimeter. Det fortæller TV 2 Vejrs meteorolog Jacob Mouritzen.
Helle Kallmayer er træt af meteorologer. Rigtig træt.
- Vi er rigtig trætte af, at der altid er dårlige vejrmeldinger. Det er altid drama, og der skal altid fortælles det værst tænkelige, og så ender det faktisk ud med, at det slet ikke bliver så slemt.
- Ofte er det faktisk rigtig godt vejr, siger hun.
Vreden kommer ikke bare ud af ingenting, for hun er nemlig indehaver af Gl. Klitgaard Camping i Løkken.
Denne lørdag har der blandt andet været udsigter for en 100-årshændelse med enorme mængder nedbør, der ikke har ramt nær så hårdt, som flere vejrtjenester har meldt ud.
- Det har store konsekvenser. Det kan I se her, altså bag ved mig, fortæller Helle Kallmayer, imens hun peger på de tomme pladser på campingpladsen.
- Vi mangler 45 enheder i forhold til normalt i sådan en sæson og uge som den her. Og det er jo klart, at folk ikke kommer, fordi vejrmeldingen har været så dårlig.
Meteorologerne overdrevne forudsigelser kan koste mange penge
Campingpladsen bløder gæster, for der er både folk, der ikke møder op, og så er der folk, der forlader pladsen på grund af vejrmeldingerne.
- Jeg synes, at det er ærgerligt, at det går ud over os. Vi får færre gæster, og det koster mange penge. Et slag på tasken siger, at vi den sidste uge har et tab på mellem 75.000 og 100.000 kroner, lyder det fra Helle Kallmayer.
- Det er jo ikke så meget endnu, men det kan jo blive meget mere i uge 29 og 30, hvor vi jo gerne skal have run på.
Og til sidst kommer der også sendt en bredside afsted mod meteorologerne.
- Jeg håber, at meteorologerne begynder at opføre sig, som om de ikke har trukket deres uddannelsesbevis i en automat, slutter Helle Kallmayer med et lille smil.