Frustreret direktør: - Marmelade bliver ikke sundere, fordi der kommer mere frugt i
Foto: Fynbo Foods
Richard Fynbo frygter for konsekvenserne af de nye EU-direktiver.
Ny EU-regel gør marmelade dyrere for forbrugerne og spænder ben for branchen, mener administrerende direktør for den nordjyske producent Fynbo Food.
- Hvis jeg ville lave marmelade sundere, ville jeg snarere have kigget på sukkerindholdet i stedet for frugtindholdet.
Administrerende direktør Richard Fynbos forståelse for de nye EU-regler kan ligge på et meget lille sted.
- Marmelade er jo ikke noget, du spiser, fordi det er sundt, lyder det.
Han giver ikke meget for det såkaldte morgenmadsdirektiv, der med stort flertal blev vedtaget i EU-Parlamentet onsdag i sidste uge.
Man rammer jo dem, der i forvejen er presset på pengepungen
Richard Fynbo, administrerende direktør, Fynbo Foods
De nuværende regler dikterer, at 350 gram ud af et kilo marmelade skal være ren frugt. Men med det nye direktiv bliver det øget til 450 gram per kilo.
Det skal ifølge Europa-Parlamentet reducere mængden af sukker i marmelade og gøre det muligt for forbrugerne at træffe et sundere valg.
Men dén argumentation giver ingen mening, mener ophavsmanden til Fynbo Foods, som har hovedsæde i Vrå.
- Du smører 20 gram marmelade på en skive brød. I dag indeholder det syv gram frugt - fremover vil det indeholde ni gram. Det er jo ikke dét, du bliver mere eller mindre sund af, mener direktøren, der snarere synes, usundheden findes i det sukker, der er marmeladens primære ingrediens.
- EU-lovgivningen dikterer, at marmelade skal indeholde mindst 60 procents sukker, så det er da dér, man burde skære ned, hvis man vil øge folks sundhed, mener Richard Fynbo.
I Danmark har vi i årevis haft dispensation fra direktivet og må derfor nøjes med langt mindre sukker.
Presser prisen op
For Fynbo Foods får det nye EU-direktiv ingen stor betydning. Langt de fleste af virksomhedens produkter indeholder i forvejen 50-60 procent frugt.
Kun serien ”Fynbo Classic” skal have tilført mere frugt, fordi den indeholder 35 procent – i stedet for det nye krav på 45 procent. Noget, der mest kommer til at ramme kunderne, fordi Fynbo Foods bliver tvunget til at sætte prisen op, vurderer den administrerende direktør.
- Det er jo de billige produkter, der bliver dyrere, og derved rammer man jo dem, der i forvejen er presset på pengepungen. Og derfor rammer lovgivningen skævt, siger Richard Fynbo.
Det er da dér, man burde skære ned, hvis man vil øge folks sundhed
Richard Fynbo, administrerende direktør, Fynbo Foods
Den administrerende direktør mener heller ikke, at EU's to øvrige argumenter for et højere frugtindhold i marmelade holder stik.
- De mener, at der bliver mindre madspild, fordi vi producenter kan bruge mere af det frugt, private forbrugere kasserer. Men det bruger vi jo ikke alligevel, fordi der er tale så enorme mængder, at det er en industri for sig selv, lyder det.
- Og det sænker heller ikke CO2-udledningen, som de bruger som argument. Til gengæld skal der dyrkes en masse frugt uden for EU, som skal renses og fryses ned. Der går en masse strøm til dét og dieselolie til at transportere det hertil. Så der bliver brugt meget mere energi, lyder kritikken.
De nye EU-regler skal være implementeret senest om to år.