Fødevarestyrelsen om døde suler: - Vi venter stadig på svar
Fødevarestyrelsen kan endnu ikke sige med sikkerhed, om det er fugleinfluenza, der er skyld i, at flere døde havfugle er skyllet i land langs vestkysten.
Døde havfugle - særligt mange suler - er de seneste dage skyllet i land langs den jyske vestkyst.
Et udbrud af fugleinfluenza i Skotland, hvor øen Bass Rock er hjem for op mod 150.000 suler, mistænkes at være årsag til fuglenes død, men det kan endnu ikke fastslås med sikkerhed. Sådan lyder meldingen mandag fra Fødevarestyrelsen.
- Vi venter stadig på svar, før vi vil bekræfte, at det er fugleinfluenza. Vi har indhentet nogle døde suler og sendt dem til Københavns Universitet til prøver. Derfra ryger de videre til Statens Serum Institut, som analyserer for fugleinfluenza, siger Sten Mortensen, som er veterinær udviklingschef ved Fødevarestyrelsen.
Et af de steder, der er fundet døde suler, er ved Skagen. Her er naturvejleder Simon Christiansen ret sikker på, at fuglene er døde af fugleinfluenza.
- Suler er udsatte ved udbrud af fugleinfluenza, fordi de bor meget tæt og har reder tæt på hinanden. Derfor spredes sygdomme hurtigt i havfuglekolonier, siger naturvejleder Simon Christiansen fra Skagen Fuglestation.
Får ikke umiddelbart betydning for avlere
Fødevarestyrelsen indsamler døde fugle for at undersøge dem nærmere, og så modtager de gerne tip fra borgere, der måtte finde døde fugle.
- Hvis man finder en død sule eller en død fugl i det fri, skal man lade den ligge og indrapportere den via vores app. Så vurderer vi, om vi skal fjerne den, og om den skal undersøges for fugleinfluenza. Hver eneste fugl bliver vurderet, siger Sten Mortensen.
Hør naturvejleder Simon Christiansen forklare, hvad man skal gøre, hvis man finder en død fugl i naturen:
Hvis der er tale om fugleinfluenza, så er Fødevarestyrelsens umiddelbare vurdering, at det ikke får konsekvenser for nordjyske fjerkræavlere.
- Min umiddelbare vurdering er, at hvis sulerne er døde af fugleinfluenza fra Skotland, så kommer det ikke til at have betydning for hønseavlere i Danmark, siger Sten Mortensen.
- Borgerne skal vide, at fugleinfluenza året rundt altså er en mulighed. Når man har fjerkræ gælder det om at passe på det året rundt. Mistænker man, at de har fugleinfluenza, skal man kontakte en dyrlæge og følge hans instruktioner, siger han.
Simon Christiansen er til gengæld nervøs for, at andre vilde fugle kan blive smittet.
- Vi håber ikke, det spreder sig til andre ynglefuglekolonier henover sommeren, fordi så kan det godt blive et ret stort problem, siger Simon Christiansen.