Femårige Holger stod klar en halv time før: - Det er altid en særlig dag
Foto: Freja Hesthaven / TV2 Nord
12. august har været en stor dag for en masse af de yngste nordjyder. For mange fem og seksårige har mandag nemlig været første skoledag.
I Vrå var det Holger på fem år, der var tidligt oppe for at være klar til den store dag.
- Holger, han var bare klar. Ja, han var klar en halv time før, lyder det fra Thomas Houen og Maja Grøntved, der er forældre til Holger.
Holger var fuld af gåpåmod og kendte allerede Vrå Skole, da hans tre ældre søskende allerede er elever på skolen, men nerverne meldte sin ankomst, da han kom med forældrene ud i skolegården.
- Jeg vil gerne have, at I bliver her, kom det fra femårige Holger.
Men efter fællessang og hjemmebagte boller i klassen, blev der sagt farvel til mor og far, og dagens program blev sat i gang - et program, der blandt andet talte spisning og frikvarter
Tryg overgang
Hjørring Kommune har fokus på, at overgangen fra børnehave til skole skal forløbe så gnidningsfrit som muligt.
Børnene har blandt andet haft besøg i børnehaven af deres nye klasselærer, Janne Pape.
- Første skoledag, det er altid en særlig dag. Fordi det er jo kun én gang i livet, man prøver det, siger børnehaveklasseleder Janne Pape.
- Nogle er spændte, andre har svært ved at sige farvel, men de kender jo rammerne og har set os før, og de kender hinanden, lyder det fra børnehaveklasseleder, Janne Pape.
Et andet tiltag til den trygge overgang ligger i børnehaveklasseledernes forberedelse. Før første skoledag har lærerne nemlig allerede lært navnene på alle de nye elever.