Et helvede af aflysninger og dårlig kommunikation: Familie på syv måtte aflyse dyr skiferie
Foto: Privatfoto
Familie på syv med to små børn og en svigermor fra Tyskland måtte til sidst tage en trist beslutning.
Forventningens glæde var stor, da en familie på fem voksne og to små børn lørdag morgen vågnede.
De skulle nemlig senere på dagen på skiferie til Geilo i Norge.
Men hvad der skulle have været syv dage med fuld fart ned ad pisterne i de smukke fjelde toppet med familiehygge er i stedet blevet til lidt af et mareridt for familien.
Og det skyldes især en mangelfuld kommunikation fra det norske færgeselskab Color Line.
- Det er vildt, at vi ikke kan komme i kontakt med dem. Vi har prøvet alt, lyder det fra Peter Bagge, der er et af familiemedlemmerne.
Men hvorfor har familien brug for at komme i kontakt med Color Line?
Rejseplanerne ændres
Familien havde på forhånd købt en pakkerejse til 25.000 kroner, og her var liftkort for yderligere 7.700 kroner ikke inkluderet.
I den bestilte pakkerejse skulle familien, der er fra Esbjerg, sejle med Color Line fra Hirtshals til Larvik 17.30 lørdag sen eftermiddag.
Men det ændrede sig lørdag formiddag, da familien fik en besked om, at afgangen var aflyst, og de i stedet skulle sejle fra havnen i Nordjylland søndag 12.45.
Det skyldes de vanskelige vejrforhold i form af blæst, der befinder sig ud for kysterne omkring Norge og Danmark, der har ført til flere aflysninger af færgeafgange de seneste døgn.
- Det har været vældig krævende over tid, og det skaber udfordringer for vores virksomhed, siger Erik Brynhildsbakken, der er koncerndirektør for kommunikation og samfundskontakt hos Color Line, om de vejrforhold, der har betydet adskillige aflysninger og ændringer i af færgeovergange.
Destination Larvik eller Kristiansand?
Peter Bagges søn, der har stået for at bestille rejserne, får flyttet spisningen med over fra deres oprindelige afgang til den nye. Og her kunne han altså godt få fat i Color Lines kundeservice, men det bliver et problem kort tid efter.
Peter og familien tager den nye situation i stiv arm, og gør sig i stedet klar til at rejse søndag 12.45 fra Hirsthals - naturligvis endnu tidligere fra hjemmet i Esbjerg.
- Klokken 21.19 lørdag aften får min søn en ny besked fra Color Line. Nu skal vi ikke længere til Kristiansand men Larvik, og det er klokken 17.30, fortæller Peter Bagge forundret.
Color Line har altså endnu engang set sig nødsaget til at ændre i deres program, og nu sender de familien til Kristiansand i stedet for deres oprindelige destination i Larvik.
- Vi tænker, at det er træls, fordi vi oprindeligt havde planlagt at køre ganske kort først til Sandefjord og dernæst Geilo, siger Peter Bagge.
- Det betyder en ankomst ganske sent med to små børn. Det kan vi ikke rigtigt overskue, og vi overvejer meget kraftigt at aflyse vores ferie her.
Og her begynder problemerne at hobe sig op, for nu kan familien ikke komme i kontakt med Color Line længere, ligesom Color Lines SMS-service ifølge Peter begynder at halte.
Peter og sønnen ringer nu på livet løs til Color Line, men den eneste, de får fat i, er en flink ung mand hos Color Line Cargo, der ikke var i stand til at hjælpe.
Sønnen forsøger også at kontakte kundeservice på mail uden succes.
Ferien bliver aflyst
Søndag klokken 10.00 om formiddagen tjekker familien Color Lines hjemmeside, hvor de nu kan se, at deres afgang 17.45 nu er flyttet til 20.45.
Det er altså noget, de ikke havde fået en besked på. Og her giver familien op.
- Vi har tømt begge biler og sendt tingene væk, lyder det fra Peter Bagge, der understreger, at familien vil forsøge at få pengene igen for rejsen, når de på et tidspunkt får fat i Color Lines kundeservice.
Familien dropper altså deres syv dages skiferie.
- Vi har aldrig nogensinde været i sådan en situation før. Og vi har rejst mange gange med Color Line.
- Min søns svigermor er kommet fra Tyskland, og vi kan ikke blive ved med at skubbe vores børn rundt. Det er ikke Color Lines skyld, at det blæser, men det skal være muligt at komme i kontakt med dem, lyder det fra Peter Bagge.
Sådan reagerer Color Line
Color Lines mange aflysninger og ændringer har givet mange af deres kunder problemer, og det har kunnet mærkes på presset hos selskabets kundeservice, hvor det har været svært at følge med.
- Der er mange mennesker, der vil have kontakt, og derfor kan det tage tid at vende tilbage til den enkelte, forklarer Erik Brynhildsbakken, der er koncerndirektør for kommunikation og samfundskontakt hos Color Line.
- Vores vigtigste fokus er god kommunikation til vores rejsende på bedst mulig måde. Vi prøver at gøre alt for vores rejsende kunder, men hvis der er nogen, der har fået for dårlig behandling, vil vi gerne beklage.
Peter Bagge undrer sig.
- Vi kan ikke følge dem i, at de gør alt for deres kunder, siger han.
Erik Brynholdsbakken reagerer også på, at destinationen for familien ikke længere er Larvik, men Kristiansand.
- Det er absolut ikke normal praksis, at vi ændrer destinationen. Men det har været det bedste alternativ i en vanskelig situation. Vi er der for, at vores kunder skal kunne rejse, og derfor tager vi det også alvorligt, slutter Erik Brynholdsbakken.
Pudsigt nok fik familien en SMS-besked lidt før 13.00 fra Color Line.
Her står der, at afgangen nu er 22.45 fra Frederikshavn - ikke Hirtshals - men der skal checkes ind i Hirtshals senest 18.00.