Kort Nyt

Endnu et skib skal nu lede efter forsvundne containere

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lørdag morgen stævnede skibet "Cable One" ud fra Hanstholm Havn i jagten på de resterende af de 46 containere, som Mayview Maersk tabte under stormen 22. december.

Det skriver Nordjyske.

- Vi har nu tre fartøjer engageret ud for den nordjyske vestkyst, hvor de scanner eller affotograferer havbunden i jagten på de forsvundne containere, oplyser Kristian Brauner, flådeoperationschef i A.P. Møller - Mærsk, i en mail til mediet.

17 af de 46 tabte containere er fundet. De indeholdt blandt andet kanyler, frysere og køleskabe.

De resterende containere driver formentlig fortsat rundt i havet mellem Bulbjerg og Svinkløv.

Kristian Brauner tør ikke komme med et bud på, hvordan man kan forvente, at samtlige containere er fundet.

- Vejret har på det seneste været en udfordring, som har forsinket processen, og vi ser også ind i en periode med svære vejrforhold, siger han til Nordjyske.

Jobfest i Nordjylland - så mange er kommet i arbejde

Det går godt for beskæftigelsen i Nordjylland.

Her er ledigheden nemlig faldet betydeligt det seneste år. Alt i alt viser tal fra Det Regionale Arbejdsråd, at 1166 personer er kommet i fuldtidsbeskæftigelse i landets nordligste region.

Samtidig er ledigheden faldet med hele otte procent i perioden fra 1. august 2023 til 1. august i år.

Alt i alt er ledigheden faldet i ti nordjyske kommuner, mens den kun er steget i en enkelt kommune.

Aalborg Kommune topper listen med flest ledige af arbejdsstyrken. Her er 3,4 procent uden job, viser seneste tal.

Politi med kæk advarsel før julefrokosten

Julen banker på døren, og det betyder, at tusindvis af nordjyder denne lørdag skal til julefrokost.

Her kan man godt risikere at få lige rigeligt inden for vesten, og derfor er det som altid, når man har drukket alkohol, en god ide at lade være med at sætte sig bag rattet på vej hjem.

Sådan lyder advarslen også lørdag over middag fra Nordjyllands Politi. Her har man dog været i det kreative hjørne, da opslaget på det sociale medie X skulle forfattes.

Heri lyder det nemlig lettere musikalsk:

'Kør ikke bil hjem

ummmmmm

Kør ikke bil hjem

ummmmmm

Kør ikke bil hjem

ummmmmm'.

Efter togkaos - her genoptages normal trafik på vigtig strækning

Det kører ikke på skinner for DSB.

De seneste dage har togafgange været ramt af massive forsinkelser og aflysninger i store dele af landet, herunder Nordjylland.

Men nu oplyser DSB ifølge TV2, at man genoptager normal togtrafik på den vigtige strækning mellem Aarhus og Aalborg søndag morgen.

Togdriften har været præget af store problemer torsdag og fredag, hvor der har været udfordringer med signalsystemet.

Fredag formiddag kunne Nordjyllands Trafikselskab så meddele, at togene mellem Frederikshavn - Skagen og Hjørring - Hirtshals begyndte at køre efter den normale køreplan igen.

Nordjyder tog uventet storsejr mod kæmpe-favoritter

Det blev en fredag aften, som spillere og tilskuere i Sparekassen The Arena sent vil glemme.

På hjemmebanen i det nordjyske slog håndboldherrerne fra Mors-Thy nemlig storfavoritterne fra GOG med hele 35-27.

Sejren kom i hus efter en særdeles stærk anden halvleg, hvor de gule fra Sydfyn blev løbet over ende. Med intet mindre end samtlige 16 spillere på holdkortet i aktion og 12 forskellige målscorere blev den overraskende sejr i den grad hevet hjem takket være en sublim holdindsats.

Med de to point over ligaens førerhold kravler Mors-Thy op på femtepladsen i herrernes håndboldliga, hvor Aalborg Håndbold søndag er i aktion mod Nordsjælland.

Suveræn periode vendte truende nederlag til Pirates-sejr

Nede 3-1 i sækken mod Herlev Eagles før tredje periode så det fredag aften ikke ud til, at Aalborg Pirates ville løbe med den femte sejr på stribe.

Men en utrolig periode vendte kampen fuldstændig på hovedet.

Pirates sikrede nemlig sejren efter et vildt comeback i tredje periode. Kampen sluttede 6-3.

Sejren betyder, at Pirates fortsat ligger nummer to i Metalligaen med 41 point - to point efter førerholdet Herning Blue Fox.

Fredag præsenterede den nordjyske ishockey-klub også en ny direktør.