Ejer tilses efter brand i fiskebutik
Det er ikke al slags røg, der er velkomment i et røgeri.
Det måtte indehaveren af Gaardboes Fiskebutik sande torsdag eftermiddag, da der kort før klokken to måtte tilkaldes assistance i form af Nordjyllands Beredskab.
I forbindelse med røgningen af fisk havde rygeovnen genereret varme og røg, der skabte ballade under loftet og tagkonstruktionen. Der var gået ild i et mindre område, som betød, at et par kvadratmeter af taget blev sodet.
- Indehaveren bliver tilset sundhedsmæssigt, fordi han har været udsat for røg i forbindelse med, at han ville slukke branden, fortæller indsatsleder Jørgen Pedersen.
Brandfolk fra station Hirtshals var hurtigt på pletten, og fik slukket branden, ligesom de også hurtigt fik ventileret røgeriet, fortæller indsatslederen videre.
Nordjyllands Beredskab er fortsat på Hirtshals Havn, hvor de afventer skadesservice og en elektriker.