Efterlysning: Hvem mangler fem påfugle?
Foto: Privat
En gruppe på fem påfugle er nærmeste flyttet ind hos Hans Pedersen. Nu efterlyser han fuglenes ejermand.
Beboere omkring Sindal har de sidste dage haft besøg af nogle meget usædvanlige gæster.
Det sker af og til, at dyr bryder ud af deres indhegninger og tager på udforskningsture hos naboerne, på marker eller endda ude på vejene.
Men for Hans Pedersen, der bor lidt uden for Sindal, var det noget af en overraskelse, der mødte ham forleden.
- Vi havde været ude for at handle, og da vi svingede ind på gårdspladsen, havde jeg nær kørt dem ned, fortæller han til TV2 Nord.
Fem påfugle havde nemlig indfundet sig på hans matrikel, og de sidste tre dage har flokken travet roligt omkring hans hus og på gårdspladsen.
- De er ikke særligt sky - man kan godt komme ret tæt på. Vi prøver at genne dem lidt væk, for de sviner ret meget, siger Hans Pedersen.
Selvom mange aldrig nogensinde får besøg af eksotiske dyr på matriklen, er det ikke første gang, at det sker for Hans.
- For fem år siden havde vi lignende oplevelse - men de var hurtigt væk.
Han har i forvejen været i kontakt med naboer, campingsplads og andre, der kunne tænke sig at eje fuglene. Han har derfor eftersøgt fuglenes ejermand via gruppen '9870 Sindal´på Facebook. Men endnu har ingen meldt sig.
- Og det er jo lidt mærkeligt, når opslaget nu er delt mere end 300 gange, siger han.
Hans Pedersen kan kontaktes via opslaget i gruppen 9870 Sindal på Facebook, hvis man vil komme forbi og hente sine påfugle.