Efter dødsulykke på Sindal Station: - Der er stadig usikkerhed om, hvad der præcist er sket
Direktøren for Nordjyske Jernbaner mener ikke, der er behov for afskærmning langs skinnerne.
Det er for tidligt at sige, hvordan det kunne ske, at en 61-årig mand i lørdag eftermiddag faldt ned mellem toget og perronen på Sindal Station.
Toget kørte mandens ben over, og han endte med at dø med skaderne. Havarikommissionen er stadig i gang med deres undersøgelser, men ifølge direktør for Nordjyske Jernbaner, Peter Hvilshøj tyder de første indberetninger på, at den 61-årige ikke er faldet ned på skinnerne i forbindelse med udstigningen.
- Det er dybt tragisk. Havarikommission er i gang med deres undersøgelser, og der er stadig usikkerhed om, hvad der præcis er sket.
Nordjyske Jernbaner har videokameraer ved dørene, så lokoføreren kan følge med i, om passagererne er steget af eller på. Han kalder ulykken for dybt tragisk, men har derudover ikke flere kommentarer, før Havarikommissionen undersøgelse er færdig.
Peter Hvilshøj mener på trods af ulykken ikke, at der er brug for afskærmning langs skinnerne, som man kender det fra blandt andet metroer.
- Det her kan desværre ikke kun ske ved perroner. Det kan ske alle steder, hvor man krydser skinnerne, modsat metroen, der er et lukket system, siger han og tilføjer:
- Det, der er vigtigt for os, det er, at passagererne holder afstand til perronkanten, både når de ankommer, men også når de forlader perronen, for selvom et tog ankommer langsomt, så har lokomotivføreren ikke en chance, hvis der er én, der snubler.
Lokomotivføreren, der ikke opdagede, at det over 70 ton tunge tog kørte over den 61-åriges ben, blev efterfølgende taget ud af vagten og tilbudt krisehjælp.