Christian transporterer 100.000 svin om året: Risikerer bøder på 20.000 kroner per svin
Lastbilchauffører i hele Danmark er trætte af regler, der gør dem medansvarlige for helbredet på de dyr, de leverer til slagterier. Derfor advarer de nu, at de vil lade lastbilerne stå stille fra på onsdag i næste uge.
Christian Folmer Sonnesen har hele Nordjylland som kontor. Han er nemlig lastbilchauffør og kører hver dag flere hundrede svin fra nordjyske svinestalde til slagtning.
Men udover at være ansvarlig for at få dyrerne sikkert fra gården til slagteriet, er han også personligt ansvarlig for hver enkelt gris helbred. Men den opgave kan ofte være mere eller mindre umulig.
- Vi har den korte tid, det tager at læsse grisene, og der skal vi kontrollere for fire-fem ting, de ikke må fejle, siger Christian Folmer Sonnesen.
Ansvaret ligger simplethen sprøjtforkert
Jacob Forman, Advokat, Forman Advokater APS
Og skulle en enkelt gris ud af de mere end 100.000, en chauffør i gennemsnit transporterer på et år, vise sig at være syg, risikerer chaufførerne personlige bøder på op mod 20.000 kroner per gris.
- Vi skal nok tage ansvar, hvis vi kommer til at lave skade på dyrerne, men vi er ikke dyrlæger. Vi kan ikke genkende alle de sygdomme, som vi har ansvar for. Vi får fem dages kursus, og så er det forventet, at det er nok.
Han bliver bakket op af talsmanden for dyretransportørerne, Torben Grønhøj Jensen.
- Vi får bøder for ting, vi ikke når at se, fordi det nogle gange går stærkt, og andre gange er det simpelthen skjulte skavanker, der skal obduceres for at finde frem til, siger han til TV2 Nord.
Jurist: - Det går udover helt almindelige familier
Det er et helt urimeligt ansvar at lægge på lastbilchaufførerne. Det mener jurist, Jacob Forman, der beskæftiger sig med disse sager til daglig.
- De er almindelig chaufførere. Chaufførere, der er dygtige til at køre et vogntog på op til 26 meter. Det er de rigtig skrappe til, siger han og fortsætter:
- De har fået et kursus på fem dage, i at transportere dyr. Men de er ikke veterinære dyrlæger, og de kan ikke altid se de tegn, der er på det her. Så ansvaret ligger simplethen sprøjtforkert.
Han har ført op mod hundrede af disse sager i retten, og han oplever konsekvenserne af de store bøder på første hånd.
- Jeg står med chauffører, som har bødekrav på mellem 10.000 og 20.000 kroner hængende over hovedet. Det er folk, der er nervøse, fordi de kommer ud af en ganske almindelig lønmodtagerfamilie. Og lønmodtagerfamilier kan ikke klare at blive pålagt bøder i 10.000 - 20.000 kroners klassen med jævne mellemrum.
Psykisk pres får chauffører til at stoppe
Bøderne har store konsekvenser for både vognmænd og chauffører.
- Det er noget man har til at køre i baghovedet. Og vi mister også mange chaufførere på den konto. Unge chauffører der starter op og ikke synes, at de kan holde til presset. De forlader branchen ligeså hurtigt som de kom ind i den.
Derfor er dyretransportbranchen gået sammen i et forsøg på at råbe Fødevareministeren Mogens Jensen op. Og hvis ikke, reglerne bliver ændret advarer de om, at de vil stoppe for dyretransporter.
- Det ville være fra næste onsdag, hvis der ikke kommer en løsning. Så bliver alle dyretransporter sat i stå. Så forlader vi simpelthen vores førerhus, siger Torben Grønhøj Jensen.
Christian Folmer Sonnesen har kørt med dyr i 14 år, men fortsætter måske ikke, hvis ikke de nuværende regler bliver lavet om.
- Jeg er utrolig glad for dette arbejde. Men jeg er også nødt til at se på både den økonomiske og den psykiske del, så hvad fremtiden bringer... Det tør jeg ikke sige noget om, fortæller han.