Dom i Lønstrup-sag: Bøder for 425.000 kroner
Foto: Brian Daugaard
Det er ikke alle sommerhusgrundene, der er blevet kørt over af en gummiged.
Retten i Hjørring har afgjort at fire personer og en grundejerforening skal betale i alt 425.000 kroner i bøder efter den såkaldte Lønstrup-sag.
Fire personer og en grundejerforening er blevet idømt bøder på i alt 425.000 kroner for at have hældt beton udover den Natura 2000-fredede klint i Lønstrup i december 2017.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Retten i Hjørring.
Bøderne er på mellem 50.000 og 100.000 kroner. Tre tiltalte, to personer og grundejerforeningen, er idømt bøder på 100.000 kroner, mens de to andre tiltalte skal betale henholdsvis 50.000 kroner og 75.000 kroner.
Sagen omhandlede to tilfælde af ulovlig kystsikring. Det første tilfælde fandt sted i juni 2016 da omkring 650 granitsten blev placeret på stranden nedenfor klinten - i strid med kystbeskyttelsesloven.
Den anden episode er den førnævnte fra december 2017, hvor store mængder jord og sand med bulldozer blev fjernet og skubbet ud over klintens skrænt, ligesom der ved hjælpe af en betonkanon, som det ses på billederne herunder, blev hældt beton ud over klinten.
Naturfredningsforening tilfredse med dommen
Formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Hjørring, Jørgen Jørgensen, er glad for, at der nu er faldet dom i sagen.
- Jeg synes, at det er en dom, der står rimeligt mål med den grover overtrædelse, der har fundet sted. I Danmarks Naturfredningsforening var vi chokerede, da vi kom ud og så, hvad der var sket. At der var nogle borgere som kunne finde på at drive den form for voldsom selvtægt - og jeg vil nærmest kalde det for hærværk - imod noget af vores aller mest fremragende natur, som jo er Lønstrup Klint her, det gjorde rigtig ondt at se, siger han.
De tiltalte har 14 dage til at anke dommen til Vestre Landsret.
TV2 Nord har været i kontakt med en af de nu dømte personer, som kortfattet fortæller, at han og de øvrige dømte nu skal tænke over dommen og drøfte med deres advokat, om afgørelsen skal ankes.
Artiklen opdateres..