Dømt efter fire års svindel: Revisor snød for 2,5 million
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
I fire år narrede han både kunder og arbejdsgiver, da han brugte deres penge på at finansiere et spillemisbrug.
Tirsdag blev en 35-årig mand dømt i retten i Hjørring for at have misbrugt sin stilling som revisor ved at have påført sit eget kontonummer på kundernes fakturaer i stedet for virksomhedens.
Dermed har han uberettiget modtaget betalinger på i alt 2.507.515,84 kroner på sine private bankkonti. Derfor blev han dømt efter mandatsvig af særligt grov beskaffenhed efter straffelovens § 280, nr. 1 jf. § 286 stk. 2. Det oplyser anklager Jette Rubien til TV2 Nord.
Det store svindelnummer forløb over fire år, nærmere bestemt fra omkring den 1. januar 2016 til den 24. januar 2020.
I denne lange periode lykkedes det altså manden at narre både kunder og arbejdsgiver, indtil man en dag gjorde regnskabet op.
- Firmaet rykkede kunder for betaling, som så kunne oplyse, at de allerede havde foretaget overførslen. Da kunderne oplyste kontonummeret, undersøgte firmaet, hvem der ejede det, hvilket førte til en politianmeldelse og øjeblikkelig bortvisning fra arbejdspladsen, siger anklageren.
Pengene blev spillet væk
Under retssagen forklarede den 35-årige mand, at han led af ludamani og havde brugt pengene på at finansiere sit spillemisbrug.
Den 35-årige mand tilstod og har derfor medvirket til sagens opklaring, som blev behandlet som en tilståelsessag.
Manden blev idømt 1 år 6 måneders betinget fængsel med to års prøvetid og samfundstjeneste i 250 timer. En dom, som han modtog. Manden er ikke tidligere straffet.
Kunderne af revisionsfirmaet, som har betalt til den idømte mands konto, har rejst en civilsag for at få deres penge tilbage. Det oplyser anklageren til TV2 Nord.