DF's bestyrelse i Hjørring nedlægger sig selv
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
I et brev, stilet til partiformand Morten Messerschmidt, skriver de seks nu forhenværende bestyrelsesmedlemmer, at "vi smider fra dags dato tøjlerne og forsøger at komme videre med vores liv uden DF".
Alle bestyrelsesmedlemmer i Hjørring pånær ét forlader Dansk Folkeparti i protest mod blandt andet, at partiets lokale byrådsmedlem ikke mere må være folketingskandidat.
Dansk Folkepartis bestyrelse i Hjørring har opløst sig selv, og alle bestyrelsesmedlemmer pånær én har samtidig meldt sig ud af partiet.
Det sker dels i protest mod, at byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen, der også hidtil har været kredsens folketingskandidat, nu af hovedbestyrelsen er blevet nægtet at fortsætte som folketingskandidat, dels i utilfredshed med partiets håndtering af en sag om partiforeningens økonomi.
- Vi er godt og grundigt utilfredse med, at Erik vrages som folketingskandidat. Han er god for Nordjylland og tør sige sin mening. Beslutningen om at udelukke ham som folketingskandidat var dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger Kurt Jensen fra Taars, der indtil i går var formand for Dansk Folkeparti i Hjørring.
Erik Høgh-Sørensen, der frem til årsskiftet var regionsrådsmedlem, blev i november nyvalgt til byrådet i Hjørring. Kurt Jensen tilskriver det ikke mindst Høgh-Sørensens høje profil, at Hjørring-foreningen i andet halvår af 2021 forøgede medlemstallet med 25 procent og blev Nordjyllands næststørste lokalforening.
I et brev, stilet til partiformand Morten Messerschmidt, skriver de seks nu forhenværende bestyrelsesmedlemmer, at "vi smider fra dags dato tøjlerne og forsøger at komme videre med vores liv uden DF".
Videre hedder det:
"Vi har været DF'ere med krop og sjæl og altid troet, at det var det rigtige, men efterhånden er alle vores ambitioner og ideologier for partiet forsvundet".
De fleste af den nu afgåede bestyrelses medlemmer blev nyvalgt i maj 2021. Kun ét medlem fra den gamle bestyrelse fortsatte, og han er den ene, der ikke melder sig ud.
De nytiltrådte mente, da de gennemgik regnskaberne, at deres forgængere havde handlet forkert i forbindelse med en central bevilling til trykning af valgplakater til kommunalvalget. Beløbet var ifølge Kurt Jensen alene anvendt til trykning af plakater for nogle få kandidater, hvoraf den ene var kasserer, mens hans hustru var formand.
- Vi har, siden vi tiltrådte, skrevet fire breve til partiledelsen for at få dem til at reagere på dette, men vi synes, vi bare får en sludder for en sladder, siger Kurt Jensen.
I januar i år fik striden om økonomien den daværende lokalformand til at forlade formandsposten og partiet. Kurt Jensen, som i maj 2021 var blevet næstformand, rykkede herefter op på formandsposten. Men nu er også han fortid i Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti i Hjørring Kommune havde ved årsskiftet 128 betalende medlemmer.
- Mit gæt er, at mindst 10-15 af dem vil følge os ud af Dansk Folkeparti og afvente, om Inger Støjberg eller andre danner et nyt parti, hvor vi kan føle os mere hjemme, siger Kurt Jensen.
Hjørring-afdelingen skulle i næste uge have holdt generalforsamling med bl.a. opstilling af folketingskandidat på dagsordenen. Bestyrelsen har som en af sine sidste handlinger annulleret reservationen af det lokale, hvor generalforsamlingen skulle have været holdt, oplyser de i brevet til Morten Messerschmidt.