Flere tusinde tyske børn døde i danske flygtningelejre i tiden efter Anden Verdenskrig. 5-årige Klaus Fiegruth var en af dem.
Det er marts 1945 på et overfyldt skib med syge, sårede og sultne tyske flygtninge. Skibet er på vej fra det snart faldne Tyskland til København.
De er på flugt fra Naziregimet, der mindre end to måneder senere overgiver sig. Men det ved de panikslagne tyske flygtninge ikke på dette tidspunkt.
Om bord på skibet er en 5-årig dreng. Klaus Fiegruth hedder han. Sammen med sin mor og to søskende, Katrin og Peter, håber de på et nyt liv langt væk fra de sønderbombede tyske byer.
Om bord på skibet bliver Klaus alvorligt syg og får høj feber. Hvis ikke en skibslæge sørgede for, at ilten kom tilbage i bunden af skibet, hvor Klaus lå syg, sluttede historien her.
Men det gør den ikke.
For 17. marts 1945 ankommer den 5-årige Klaus med sin mor og søskende til København. Og her sættes familien straks på et tog mod Vendsyssel.
Sent om natten ankommer familien til Hjørring, hvor de indkvarteres i Skibsbylejren.
- Jeg tror, at vores flugt varede i 10 dage, og vi var alle meget beskidte, da vi ankom. Nu kunne mødrene pludselig vaske de små børn med varmt vand ved håndvasken. Vi kunne også tage bad, siger Klaus’ søster, Katrin Weber.
- Vi fik også morgenmad. Vi var så begejstrede, siger hun.
Tyskere hegnet inde i lejre
Klaus og hans familie er blot en håndfuld af de 250.000 tyske flygtninge, der kommer til Danmark fra februar til april 1945. En del af dem bliver fordelt i flygtningelejre i Vendsyssel.
Efter få dages ophold i Skibsbylejren flyttes familien ud på Halvorsminde Ungdomsskole. Den tyske værnemagt har stadig magten i Danmark på det her tidspunkt, hvilket også betyder, at de har ansvaret for forplejning, lægehjælp og behandling af de mange tyske flygtninge.
Den 4. maj 1945 om aftenen overgiver den tyske værnemagt sig. Danmark er atter fri fra besættelsen. Men det er de tyske flygtninge ikke. Tværtimod.
For at sikre ro og orden og ikke mindst sikkerheden for de tyske flygtninge opretter man nye baraklejre. De nye lejre indhegnes med pigtråd, og alt kontakt med de internerede flygtninge bliver gjort strafbart.
Klaus dør efter få måneder
Den lille familie Fiegruth er nu fanget i Hjørring.
Og den 31. juli 1945 indtræffer endnu en tragedie for den tyske flygtningefamilie. 5-årige Klaus dør af tuberkulose og en rift i leveren.
- Man kan se på dødsattesten, at lægen registrerer hans død 1. august, og at han er begravet på Hjørring Kirkegård 3. august, siger Klaus’ lillebror, Peter Fiegruth, i dag.
Bag muren på nordsiden af Hjørring Kirkegård ligger en lille gravsten med indskriften Klaus 1940 -1945.
Denne afsides del af kirkegården blev i efterkrigsårene brugt til at begrave tyske flygtninge i Hjørring og omegn.
Alle blev begravet uden mindesten. På nær drengen Klaus.
Klaus blev en af de mange tyske børn, der flygtede fra Hitlers regime og bombardementerne, men døde i en flygtningelejr i Danmark. Flere tusinde børn døde i efterkrigstiden i flygtningelejre i Danmark.
Men dette er historien om, hvordan et tragisk dødsfald fører til forsoning og medmenneskelighed – i en tid præget af foragt og mistillid til alt af tysk oprindelse.
For hvorfor er Klaus den eneste tyske flygtning, der har en mindesten på Hjørring Kirkegård?
Født under bombardementer
Klaus bliver født i 1940 i byen Münster til lyden af luftalarm og bombardementer. Anden Verdenskrig er for alvor i gang.
Han bliver født ind i en almindelig tysk familie med mor, far og to børn. Senere kommer endnu et barn til.
I løbet af Klaus’ første leveår bliver bombardementerne af den tyske by Münster flere og flere. Da krigen er slut, er Münster en af de hårdste ramte byer i Tyskland. Næsten to tredjedele af den vesttyske by ligger i ruiner, da krigen slutter i 1945.
Derfor flygter familien tidligt. Først til Berlin og derfra videre til Østrig. Og til sidst ender de i Hjørring, hvor Klaus dør efter få måneder.
Hans mindesten står tilbage som noget unikt i dag: Den tyske flygtningedreng, der ikke blev begravet i de ukendtes grav som alle de andre tyskere.
Modstandsmand blev redningen
Familien Fiegruth ønskede at mindes Klaus med en sten, men for tyske flygtninge var det umuligt.
En uventet mand blev dog familiens redning. Hans navn var Hans Peter Thomsen.
Han var vagt på Vestbanen. Den flygtningelejr, hvor den lille tyske familie sad.
- Han har ledet arbejdet med at sætte hegn op (om flygtningelejren, red.) Det er dér, han får kontakten til Familien Fiegruth, siger Preben Lind Thomsen, der er søn af den nu afdøde Hans Peter Thomsen.
Ifølge Hans Peter Thomsens barnebarn, Kirsten Lind Hansen, er der også en anden udlægning.
- Tanten til Klaus (som også var kommet til Hjørring, red.) havde udgang i forbindelse med, at hun var lærer, og så har de fået kontakt, siger hun.
Ifølge Kirsten Lind Hansen går fortællingen på, at tanten fortæller, at de har mistet Claus.
- De er frygteligt kede af, at de ikke kan markere graven med en sten. Og min farfar fatter sympati for dem og tager en sten hjemme i sin egen stensætning, som han har rundt om sit hus på Solbakkevej, siger hun.
- Og så får han lavet en sten, hvor der står ’Klaus 1940 -1945’ under påskud af, at det er til hans hund.
Og sådan viste vagten på flygtningelejren i Hjørring medfølelse for de tyske flygtninge Fiegruth.
- Det særlige og meget prisværdige sammentræf var, at Hans Peter Thomsen var modstandsmand og havde haft nogle skrækkelige oplevelser med tyskerne. Og på trods af det var han så venlig over for os, siger Katrin Weber, Klaus’ søster.
Se begge afsnit af ’Flugten til Nordjylland’ på tv2nord.dk og TV2 Play.
