Borgmester erkender: Der mangler cykelstier, men vi har ikke råd
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Borgmester Søren Smalbro erkender, at infrastrukturen i den sydlige del af Hjørring er ikke fulgt med udviklingen. Arkivfoto
Borgmester er glad for, at børnefamilier gerne vil bo i Hjørrings nybyggede kvarterer, men må skuffe dem med, at der ikke er penge til cykelstier og fortove.
Der er ikke penge til det. I hvert fald ikke det hele.
Sådan lyder det korte version fra Hjørrings borgmester Søren Smalbro, når spørgsmålet lyder, hvorfor bekymrede borgere i den sydlige del af Hjørring ikke kan få sikret skolevejen med cykelstier og fortove.
- Jeg anerkender, at de ønsker, de har, er relevante, og det er reelle ønsker, men det vil koste mellem 23 og 25 millioner kroner, og de penge, har vi ikke, så det kommer ikke til at ske, siger Søren Smalbro og tilføjer:
- Jeg erkender, at infrastrukturen i Bagterp-Halvorsminde ikke er fulgt med udviklingen af nybyggerier og tilflyttere til området.
Søren Smalbro er sådan set helt på linje med borgerne i området om, at der skal ske noget med trafiksikkerheden, men en ting skiller dem.
- Det er tidshorisonten, der er vi ikke helt på samme frekvens, siger borgmesteren.
- Det er en farlig skolevej
Nu har borgerne i området kaldt til møde med blandt andet de lokale politikere om den farlige trafiksituation.
For de vil have cykelstier nu.
- Der kører mange biler, det er smalle veje, bilerne kører tæt på én, og der opstår dagligt farlige situationer.
Sådan beskriver Karin Ledet den trafikale situation i Bagterp-Halvorsminde-området i den sydlige del af Hjørring.
Hun bor i det nybyggede kvarter sammen med sin mand og tre børn, og det er med en klump i halsen, at hun nu har ladet den yngste datter på syv år tage cyklen til skole.
Cykelsti-ønsker for 566 millioner
Hjørrings borgmester forstår godt borgernes frustrationer, men kan ikke love at der er hverken er nye cykelstier eller bredere veje på næste års budgetter.
For der er mange andre steder i kommunen, der også mangler cykelstier.
Helt konkret er ønsker om cykelstier for 566 millioner kroner i hele kommunen.
- Nu skal vi selvfølgelig ikke grave os helt ned i et hul og sige, intet kan lade sig gøre. Og der er der en ny jernbanebro på vej næste år. Vi har fra kommunens side sikret os pengene til projektet, der finansieres sammen med Bane Danmark. Og vi har fra kommunens side ikke blot siddet på hænderne, der er allerede lavet noget derude i Bagterp og Halvorsminde, siger borgmester Søren Smalbro (Venstre).
Der er behov mange steder
Det er Hjørring Kommunes udvalg for Teknik og Miljø, der står for den konkrete politiske behandling af ønsker for blandt andet cykelstier og fortove i hele kommunen.
Og formanden for udvalget Søren Homann (Kons.) kan godt forstå, at borgerne
- Det gør altid indtryk, når nogen synes, det er farligt at bevæge sig rundt i kommunens arealer og vejene, lyder det fra udvalgsformanden, der understreger, at det også gør indtryk på ham, når borgere fra andre dele af kommunen også oplever et markant behov for cykelstier.
- Det, vi har valgt i udvalget, er, at vi vil kigge på, hvor vi fagligt og sagligt får mest for pengene. Det betyder, at vi bliver nødt til at kigge på sagen fra et helikopterperspektiv og finde ud hvor er det, vi skal lave cykelstier i Hjørring Kommune, siger Søren Homann og tilføjer, at han ikke er i tvivl om, at der er behov for cykelstier i nybyggerområdet i den sydlige del af Hjørring.
Det handler dog om, at politikerne bliver nødt til at prioritere pengene, for der er ikke råd til alle de cykelstier, der er ønske om i kommunen.
- Det kan ikke hjælpe, at det bliver dem, der har mest luft i lungerne, der får lov til at bestemme, det bliver nødt til at være saglighed og faglighed, der afgør det, og derfor skal vi have vendt hele rapporten om cykelstier i hele kommunen i udvalget, siger Søren Homann.