Bil brød i brand efter kollision med træ: 18-årig mand død
Bilen brød i brand, efter den kolliderede med et træ i rabatten.
Et alvorligt trafikuheld fik fatale følger for en 18-årig mand, der mistede livet.
Natten til søndag mistede en 18-årig mand livet, da bilen af uvisse årsager forlod kørebanen og ramte ind i et træ i rabatten. Bilen brød herefter i brand. Den 18-årige mands liv stod ikke til at redde og han blev erklæret død ved lægens ankomst til stedet.
Ulykken skete på Brønderslevvej ved Vrensted øst for Løkken. Det fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Jess Falberg.
- Vi får en anmeldelse fra en, der hører et brag på strækningen. Det er formentligt braget fra bilens kollision med træet i rabatten. Kort efter udvikler der røg i bilen, og der går ret hurtigt ild i den, fortæller Jess Falberg.
Ulykken skete kort før klokken 00.31, hvor Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen. Den 18-årige var den eneste i bilen, da ulykken skete.
- Vi ved endnu ikke, hvad årsagen til ulykken er, men en bilinspektør har været på stedet for at foretage køretekniske undersøgelser, med det formål at finde ud af, hvad der skete, siger Jess Falberg.
Den 18-årige mand er fra Løkken, og de pårørende er underettet.
Kl. 0031 modtog vi en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Brønderslevvej ved Vrensted øst for Løkken. En personbil var kørt af vejen og ramt et træ. Bilen efterfølgende brudt i brand. I bilen var kun føreren, som blev erklæret død ved lægens ankomst til stedet.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) April 25, 2021