Anholdt for røveri i Mosbjerg: Gerningsmanden brændte flugtbil af
Med en større dolk truede en mand sig til et ukendt pengebeløb i Dagli' Brugsen i Mosbjerg.
Opdateret torsdag klokken 6.51.
En 18-årig dansk mand fra lokalområdet er anholdt og kørt til politigården i Aalborg, sigtet for væbnet røveri og for at have sat ild til den bil, han flygtede i efterfølgende.
Det væbnede røveri mod Dagli' Brugsen i Mosbjerg ved Sindal skete omkring klokken 18, hvor manden kom ind i butikken og truede sig til et ukendt beløb ved hjælp af en større dolk.
Manden flygtede fra stedet i en større sort bil med polske nummerplader. Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
Vi efterlyser borgere der har set eller hørt en bil køre i høj fart fra brandstedet Tolstrupvej/uggerby Skovvej, 9800 Hjørring i sommerhus området kl. ca. 1830-1835. Ring 114 hvis du har set eller hørt noget. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) August 3, 2022
Godt en halv time efter røveri i Mosbjerg modtog Nordjyllands Politi anmeldelse om en brændende bil på Tolstrupvej ved Tversted, og politiet skrev på Twitter, at det er gerningsmandens bil.
I forbindelse med den brændende bil efterlyste politiet borgere, som har set eller hørt en bil køre i høj fart fra brandstedet Tolstrupvej/Uggerby Skovvej i sommerhusområdet omkring klokken 18.
Politiet oplyser en time efter, at:
- Stedet er sommerhusområdet nord for Uggerby, og gerningsmanden er formentlig kørt mod Tverstedvej og forsvundet derfra i ukendt retning.
Omkring 19.30 oplyste et vidne til politiet, at den mulige gerningsmand nu var kørende i en Mercedes, og denne bil blev fundet i Hørmested.
Den 18-årige mand er nu anholdt i sagen og sigtes for røveriet og for at have sat ild til en bil.
Gerningsmanden er på vej til politigården i Aalborg for yderligere efterforskning og fremstilling i retten torsdag. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) August 3, 2022