Alternativ fastelavnsfejring: Frederik slår havkatten af tønden
I Hirtshals er fastelavnsfejringen lidt anderledes end i resten af landet.
Landet over er der i dag blevet slået katten af tønden i alverdens fantasifulde udklædninger - men på havnen i Hirtshals er fastelavnsfejringen en smule anderledes. For selvom dragterne til forveksling kunne minde lidt om udklædning, så er det alligevel med en snert af alvor, når de hvert år bliver luftet i februar.
- Traditionen har eksisteret siden overlevelsesdragter blev obligatoriske på fiskekuttere, og formålet med arrangementet er at give fiskere og redningsmænd mulighed for at teste og vise effektiviteten af deres overlevelsesdragter i det kolde vand, siger Henrik Ledet fra Hirtshals Redningsstation.
TV2 Nord testede dragten i det 5 grader kolde vand. Det kan du se her:
I 30 år har fiskere og redningsfolk holdt fast i den alternative fastelavnsejring, hvor de slår til tønden i havnebassinet. Der er også plads til frivillige, og den chance benyttede 15-årige Frederik sig af i år.
- Jeg har været nede at se det de fleste år, og så tænkte jeg, at jeg gerne ville være med. Det fik jeg lov til, siger Frederik Larsen.
Han er hoppet i den neongule overlevelsesdragt, som Kystredningstjenesten bruger.
- Jeg tror, det bliver lidt udfordrende, for man kan ikke slå så hårdt til tønden her.
Se, hvordan den svømmende tøndeslagning i havet gik her:
En våd omgang
Efter nogle omgange ryger tønden ned i vandet. Trods hårde bestræbelser, var det ikke Frederik, der blev havkattekonge. Til gengæld fik han testet dragten.
- Der er kommet masser af vand igennem, lyder dommen fra Frederik Larsen.
Og det er ikke helt udsædvanligt.
- Der er altid nogen, der kommer i en utæt dragt og bliver pissevåde, fortæller en fisker, da kroningen finder sted.
Derfor er der også lavet en præmie til den, der er blevet mest våd. Og i år tilfalder den 15-årige Frederik Larsen.
- Jeg blev allermest våd, så jeg har fået en havkat og en bjesk.