AaB's ti mand forsvarer sig til uafgjort i lokalopgør
Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD
Det endte med et point til begge hold i lokalopgøret.
Det var en kamp mellem lillebror på hjemmebane og storebror på udebane. De to Nordicbet-liga hold Vendsyssel FF og AaB tørnede nemlig sammen søndag eftermiddag, og det skulle blive en dag, hvor begge hold tog point med sig hjem.
Kampen endte nemlig 2-2, og det er på trods af, at AaB spillede med kun 10 mand i lidt 30 minutter.
Kampen begyndte da også bedst for lillebror fra Hjørring, da Vendsyssel bragte sig foran efter bare otte minutter. Her var det midterforsvaren Omar Jebali, der stod for 1-0 scoringen for hjemmeholdet.
Længe gik der ikke, før AaB også ville være med i kampen og efter 12 minutter scorede AaB's Oliver Ross til 1-1 på oplæg af Melker Widell.
Og selvom Vendsyssel havde bolden mest og havde flest skud, så var det AaB, som stod for tredje mål i første halvleg. Denne gang var det angriberen Younes Bakiz, der fik sidste fod på målet. Dermed 1-2 til AaB efter kun 25 minutter af kampen.
Se billeder fra kampen herunder:
Den målrige begyndelse på kampen fik dog en ende, og ingen af de to hold formåede at få målnettene til at blafre i resten af halvlegen. Derfor kunne AaB med 45 minutter igen gå til pause foran med et mål.
Anden halvleg startede, ligesom første halvleg gjorde, med et tidligt mål af Vendsyssel FF. Det blev sat ind af Rasmus Thellufsen, som kommer fra AaB's akademi, på assist fra Mathias Haarup.
Allerede inden målet havde Oliver Ross modtaget et gult kort, og efter 58 minutter modtog han det næste.
Derfor måtte han tidligt i bad, og AaB måtte spille med 10 mand i de resterende godt 30 minutter. Efter udvisningen begyndte begge hold at skifte mange spillere ud for at tilpasse sig det nu noget anderledes kampbillede.
I det næste stykke tid var det Vendsyssel, som sad på langt det mest af spillet, men chancerne, holdet kom frem til, var ikke store.
Chancerne blev heller ikke store nok til, at Vendsyssel kunne få scoret det vindende mål, og derfor blev det til 2-2 og en uafgjort mellem de to hold.
I kampen må vendelboerne nok føle, at de kunne have taget sejren, da skudstatistikken sagde 21 forsøg mod AaB's 10 forsøg.
AaB udbyggede deres deres forspring i toppen af Nordicbet-ligaen til tre point, mens Vendsyssel nu deler fjerdepladsen med Kolding IF. Dog langt fra oprykningspladserne.
Næste kamp for Vendsyssel er 13. april mod netop Kolding, og AaB drager dagen før til Hobro og spiller endnu et rent nordjysk opgør.