29-årig kvinde tiltalt for uagtsomt manddrab efter dødsulykke
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det endte fatalt, da en kvinde tilbage i august 2022 kom over i modsatte kørebane og kørte frontalt sammen med en modkørende mandlig bilist.
Nu skal den 29-årige kvinde i retten, hvor hun bliver tiltalt for uagtsomt manddrab.
Det, der endte med at være en dødsulykke, skete 5. august 2022 ved 16-tiden. Ifølge sagens oplysninger kom kvinden kørende ad Sterupvej ved Jerslev, da hun i et sving kom over i modsatte kørebane.
Kvinden sad fastklemt
Her kørte hun frontalt sammen med en modkørende bil, der havde en 80-årig mand bag rattet.
Kvinden kom selv alvorligt til skade i ulykken, hvor hun blev fastklemt i sin bil. I første omgang forlød det, at den 80-årige mand i den modkørende bil formentlig var sluppet med mindre alvorlige skader, herunder et brud på hoften.
Døde en måned senere
Hans tilstand viste sig dog at være langt værre end først antaget, og der fulgte en lang kamp for hans liv, før han en måned senere – 5. september 2022 – afgik ved døden, ifølge sagens oplysninger som følge af de kvæstelser, han havde pådraget sig ved ulykken.
På baggrund af forløbet er kvinden nu tiltalt for uagtsomt manddrab. Det fremgår ikke før sagens start, hvordan kvinden forholder sig til anklagerne.