24-årig skal i fængsel for overfald med machete
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Et knivoverfald i juli koster nu 10 måneder bag tremmer for gerningsmanden.
I juli opstod en konflikt mellem to parter foran Spar Nord i Hirtshals, som resulterede i et overfald med en machete.
Det resulterede mandag i Retten i Hjørring i en ubetinget fængselsstraf på 10 måneder til den 24-årige gerningsmand.
Ifølge anklager Majbrit Bak var det især videoovervågning over situationen ved Spar Nord, der gjorde, at den 24-årige blev dømt.
Den 24-årige kom i konflikt med en anden bil, hvor der befandt sig to personer. Det eskalerede, så den 24-årige gav et knytnæveslag til den ene forudrettede, mens han ramte den anden forudrettede med sin machete på omkring 50 centimeter.
Tidligere straffet
Den 24-årige mand havde ikke været mange måneder på fri fod, da han var blevet løsladt i marts måned.
- Det er strafskærpende, når han er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet og har en kniv, der er større end 12 centimeter med sig på offentligt tilgængeligt sted, siger Majbrit Bak.
Den 24-årige var også tiltalt for besiddelse af to kilogram hash. Det forhold blev manden delvist dømt for.
- Hans egen udlægning var, at det var indkøbt til et års forbrug, men det lå i en sportstaske, der var hurtig at flytte rundt på.
Den 24-årige mand udbad sig betænkningstid i forbindelse med domsafsigelsen.