17-årig tilstår narkohandel
Foto: Erik Fenderson
Her ses to LSD-frimærker - det er lignende de mærker, manden er tiltalt for at skulle have solgt minimum fem af.
Manden er tiltalt for at sælge hash, euforiserende svampe og LSD-frimærker.
Der er lagt op til en tilståelsessag, når en blot 17-årig mand fra østlige Vendsyssel mandag møder i retten i Hjørring.
Han var blot 16 år gammel, da han i sommer blev taget af politiet for at være i besiddelse af narko. Det skete i en lejlighed i Aalborg, hvor politiet fandt en halv joint, en mindre mængde hash, 24 gram euforiserende svampe og et såkaldt LSD-frimærke.
I forbindelse med sagen har han tilstået, at han i en periode forud for narkofundet 23. juni i år havde solgt forskellige euforiserende stoffer. Han er tiltalt for at have solgt minimum 28,9 gram hash, 16 gram euforiserende svampe og fem LSD-frimærker.
Kan få ekstra straf
Anklageren møder op i retten med et krav om, at den 17-årige – udover almindelig straf – skal have sin sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Her vil han sandsynligvis få en ekstra straf eller sanktion i form af, at han skal følge en form for forebyggende forløb, der kan være med til at sikre, at han i fremtiden holder sig fra kriminalitet.