17-årig nordjyde vinder to millioner i esport: - Han er ligeglad med pengene, siger moren
Foto: Fifae
Han har været et fænomen i FIFA-verdenen, siden han var 11 år gammel.
Anders Vejrgang har villet være verdensmester, siden han var 11 år. Nu har han endelig fået titlen.
Normalt er omgivelserne et ganske almindeligt rækkehus i Hjørring. Men i de her dage er hverdagen i Hjørring byttet ud med et luksushotel i Saudi Arabien for den 17-årige Anders Vejrgang.
Han er til verdensmesterskaberne i Fifa. Og søndag vandt han sit første verdensmesterskab for klubhold.
- Det er jo fuldstændig vildt, det er slet ikke til at forstå, at han nu kan kalde sig verdensmester, siger hans mor, Laila Vejrgang.
Udover titlen, vandt Anders Vejrgang også en pengepræmie på 300.000 dollars svarende til to millioner danske kroner.
Med en alder på blot 17 år, er det stadig mor, der administrerer de store pengesummer.
- Pengene skal spares op og investeres. Det er vi nødt til, siger hun.
En ret god løn
To millioner lyder af meget for de fleste. Men ikke for Anders Vejrgang fra Hjørring. For han har allerede tjent godt på sin esports-karriere.
Da han var bare 11 år, slog han danmarksmesteren i Fifa i en turnering i Nordkraft i Aalborg. Og derfra gik det stærkt.
Han fik efterfølgende kontrakt i AaB. Senere i Vendsyssel og i AGF. Nu styrer han controlleren for det tyske Fifa-hold, RB Leipzig, hvor han, indtil sidste år, var den bedst betalte Fifa-spiller under 16 år.
- Han startede jo i en ret ung alder med at tjene penge. Og i Leipzig får han en rigtig god løn, altså han tjener mange penge i det her, fortæller Laila Vejrgang.
Blot 17 år og en bankkonto på flere millioner kan umiddelbart godt lyde som en farlig cocktail. Men det er det ikke, forsikrer hans mor.
- Penge betyder ikke noget for ham nu. Han kunne købe den fedeste bil og køre rundt i den, hvis han ville, men han gider ikke engang tage et kørekort.
To mesterskaber tilbage
Den nykårede verdensmester og hans mor skal være i Saudi Arabien i tre uger. For der venter yderligere to verdensmesterskaber. Ét med landsholdet og ét som individuel spiller.
Selvom han allerede har vundet et ud af de tre mesterskaber, vil han gerne vinde flere.
- Det er klart den individuelle, der betyder allermest for ham. Det ville være stort at vinde det også, siger moren.
Derfor blev fejringen af den første titel også kort. Mandag stemplede han ind på landsholdet, hvor han nu skal bruge den kommende uge i landsholdslejren.
- Der er ikke tid til afslapning. Det er nu, det står på, og det er nu, han skal bevise, at han godt kan, lyder det fra Laila Vejrgang.
Men både fejring og afslapning skal nok komme. For når familiens eventyr i Saudi Arabien er slut, venter en charterferie til Fuerteventura.