Værge nægter at udtale sig: - Jeg kan ikke lave besøgsforbud
En professionel værge, der angiveligt har fået hospitalet til at lave et besøgsforbud for familien til en hjerneskadet, nægter.
En familie er i 25 dage blevet forbudt at besøge en pårørende, der var indlagt på Aalborg Universitetshospital - en historie vi har fortalt om i denne uge.
Ifølge Region Nordjylland fulgte sygehuset blot en henvisning fra værgen.
I dag tog sagen en højst overraskende vending, da vi opsøgte værgen. Han mener slet ikke at han havde myndighed til at forbyde familien adgang til sygehuset.
TV2 Nords reporter opsøger værgen, der bor i en landsby i det sydlige Himmerland for at få svar på, hvorfor familien Ratzer i 25 dage ikke måtte besøge deres søn og bror Hans på sygehuset.
På en villavej opdager han værgen, der skynder sig at køre væk.
Modsiger hospitalsledelsen
Værgen vil åbenlyst ikke tale med TV2 Nord. Men lidt senere lykkes det at komme i snak med ham på hans bopæl:
- Jeg vil ikke snakke med nogen. Jeg kan ikke udtale mig om det mindste, siger manden, som TV2 Nord har valgt at anonymisere.
Onsdag fortalte vi på TV2 Nord, at det var værgen, der fik Aalborg Universitetshospital til at forbyde familien adgang til at besøge Hans.
- Vi fortryder, vi ikke har været mere opsøgende på begrundelser for den udlæggelse af besøgsforbuddet, sagde lægefaglig direktør Søren Hjortshøj.
Og det er her, at historien begynder at stikke i flere retninger.
For værgen fortæller nemlig TV2 Nord, at han slet ikke har beføjelse til at forbyde besøg på et sygehus.
- Jeg kan ikke gå ud og bestemme noget på et sygehus, siger han og tilføjer:
- Jeg kan ikke lave besøgsforbud, slår han fast.
Besøgsforbuddet på Aalborg Universitetshospital er kulminationen på års dårligt klima mellem den professionelle udpegede værge og famlilien, der selv ønsker at overtage værgemålet for deres pårørende.
Noget som Foreningenen af Faste Værger i Danmark ikke forstår. Her mener man, at værgemålet bør overdrages til familien.