Historien om Rubjerg Knude Fyr og manden der reddede det udkommer som bog
Historien om Rubjerg Knude Fyr og Kjeld Pedersen, den lokale murer der reddede den historiske bygning, er nået ud til hele verden. Nu udkommer den som bog.
Hele Danmark - ja faktisk hele verden - fulgte med den tirsdag i oktober 2019 da utallige timers forberedelse kulminerede i en historisk begivenhed: Flytningen af Rubjerg Knude Fyr.
Fyret blev reddet fra den ellers uundgåelige skæbne der ventede, som murbrokker nedenfor den stejle klint. Redningsmanden var en murermester fra Lønstrup ved navn Kjeld Pedersen og i den vilde fortælling om, hvordan det 120 år gamle fyr skulle sættes på rulleskøjter og fragtes 70 meter ind i landet, kom hele Danmark til at kende ham som Murer-Kjeld.
Helt tæt på Kjeld Pedersen kom journalist på TV2 Nord Jesper Christiansen. Han fulgte alle forberedelserne op til flytningen og han var også helt tæt på, da selve flytningen fandt sted den 22. oktober sidste år. Det er der kommet utallige TV-indslag og sågar en TV-dokumentar ud af.
Og nu har Jesper Christiansen også omdannet fortællingen til bogform. En bog med titlen "Fyrtårnet - historien om Murer-Kjeld og flytningen af Rubjerg Knude Fyr".
- Det er bare en helt vild god historie at en murer fra Lønstrup bare flyttede det fyr og at der så kom så mange mennesker, at det udviklede sig og blev så stort, fortæller Jesper Christiansen om årsagen til, at han besluttede sig for at skrive den bog, der udkommer mandag og som han og Kjeld Pedersen markerede tilblivelsen af, ved en to-mands corona-reception. Selvfølgelig ved Rubjerg Knude Fyr.
Hele verden fulgte med
Fyret skulle flyttes 70 meter ind i landet - væk fra en altid levende klint, der eroderer mere og mere for hver dag der går. Og det er ikke hver dag, man forsøger at flytte et 23 meter højt bygningsværk med en kampvægt på den gode side af 750 tons, så da TV2 Nord tændte for live-signalet om morgenen den 22. oktober, var det hele verden, der fulgte med. Da der var flest seere koblet på signalet, var det mennesker fra mere end 20 lande, der fulgte med - og på stedet var der TV-hold fra hele Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og flere andre lande til at rapportere om hændelserne.
- Jeg må indrømme, at jeg savner faktisk al den virak, der var. Og det havde jeg aldrig nogensinde regnet med, kom til at ske, siger Kjeld Pedersen, der fik mere arbejdsro til at kalke og gøre fyret godt istand til genindvielsen end han havde, da fyret blev hævet over jorden og kørt 70 historiske meter på kæmpe jern-rulleskøjter.
Video: Se Fyret blive flyttet på 24 sekunder.
Glæder sig til at læse bogen
Selvom Kjeld Pedersen er hovedperson i Jesper Christiansens bog, har han ikke hverken set eller læst noget fra den, inden deres intime bog-reception ved Fyret, så reaktionen, da Kjeld endelig får bogen i hånden, er ikke til at tage fejl af:
- Ej, hvor er den flot. Den glæder jeg mit til at læse, lyder det fra Kjeld Pedersen, der slutter receptionen af med at skåle med den nyslåede forfatter i en dram:
- Tak for samarbejdet, lyder det fra Kjeld Pedersen og Jesper Christiansen svarer:
- Tak selv. Det har været en fornøjelse.