Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Løkke vil opløse blå blok: - Tager pis på de borgerlige vælgere

Foto: TV2 Nord

Den siddende statsminister vil danne regering henover midten. Dårlig idé lyder det fra både Mia Tang (K) og Christina Egelund (LA).

- Min første indskydelse var, at det kan han ikke mene alvorligt.

Sådan reagerede Mia Tang (K), da hun hørte, at Lars Løkke Rasmussen (V) igen tirsdag sagde, at han ønsker at danne regering henover midten, hvis han får muligheden efter folketingsvalget.

Hvis Lars Løkke Rasmussen stadig gerne vil stå i spidsen for en borgerlig regering, så er vi med. Hvis han vil hive os med over i armene på socialdemokraterne og føre en komplet uansvarlig økonomisk politik, så er svaret nej tak.

Christina Egelund, folketingskandidat Liberal Alliance.

At tanken om en borgerlig-liberal regering er lagt i graven for en tid, får hårde ord med på vejen fra flere af de nordjyske folketingskandidater.

- Det er simpelthen at tage pis på de borgerlige vælgere, at han kommer med den udmelding dagen før valget, siger folketingskandidat for de Konservative, Mia Tang, til TV2 Nord.

Hun hæfter sig ved, at statsministeren allerede en gang har friet til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, et frieri der er blevet pure afvist.

- Vi har gjort det rigtig godt sammen i regeringssamarbejdet, hvor vi har opnåede mange fine ting. Og det er urealistisk, at Socialdemokratiet vil være med til et "lilla" samarbejde henover midten, forklarer Mia Tang.

Hun kan sagtens se et stærkt samarbejde på tværs af de to blokke, men et regeringssamarbejde er ifølge hende at gå for vidt.

Forskellene på de to partier er simpelthen for store, mener folketingskandidaten fra de Konservative, der blandt andet tidligere har arbejdet som presserådgiver for Inger Støjberg (V).

Ærgrer Liberal Alliance

Det tredje af de nuværende partier i regeringen er heller ikke begejstrede over Lars Løkke Rasmussens udmelding.

- Nu står det efterhånden fuldstændig krystalklart for alle, som er borgerlige eller liberale, at en stemme på Venstre jo er en stemme på en socialdemokratisk ledet regering. Jeg går til valg på det modsatte nemlig et borgerligt ledet Danmark. Det ærgrer mig selvfølgelig at statsministeren melder hus forbi i forhold til at stå i spidsen for det borgerlige-liberale Danmark, fortæller folketingskandidat for Liberal Alliance, Christina Egelund, til TV2 Nord.

Hvis Venstre vil danne regering henover midten, så bliver det uden Liberal Alliance.

- Hvis Lars Løkke Rasmussen stadig gerne vil stå i spidsen for en borgerlig regering, så er vi med. Hvis han vil hive os med over i armene på socialdemokraterne og føre en komplet uansvarlig økonomisk politik, så er svaret nej tak, lyder det fra Christina Egelund.

Ikke tøsefornærmede

Mia Tang er forundret over, at Venstre igen bejler til de mere venstreorienterede partier, men samtidig håber hun på, at udmeldingen kan få flere til at stemme på hendes parti, der står for en mere ren borgerlig politik.

Og skulle Lars Løkke Rasmussen ombestemme sig, er et muligt regeringssamarbejde ifølge Mia Tang stadig en mulighed.

- Vi er ikke tøsefornærmede, og vi er pragmatiske i vores tilgang. Hvis han kommer igen, så vil vi gerne samarbejde, slutter Mia Tang.


Ruth anede intet – pludselig dukkede 19-årig op med gave

19-årige Nikki Nørgaard har brugt 250 timer på en helt særlig gave til Søren Pape Poulsens forældre.

For tre måneder siden fik 19-årige Nikki Nørgaard fra Vorupør en helt særlig opgave.

Hendes moster var blandt afdøde Søren Pape Poulsens bedste venner, og hun ville gerne forære Pape Poulsens forældre et maleri af deres søn.

Hun spurgte sin niece, om hun ville male det. Nikki Nørgaard sagde ja med det samme – på trods af hun aldrig har lavet et så stort portræt før.

- Det er min første store opgave, så det har været svært, men jeg har også lært virkelig meget. Jeg har været meget i tvivl om, hvordan jeg skulle få alle hans udtryk frem, fortæller hun.

Den unge kunstner vurderer, at hun har brugt mellem 200 og 300 timer på maleriet, som er lavet med oliemaling. Noget, hun kun har beskæftiget sig med i tre år.

Hun har primært holdt sig til akvareller af naturen og Nationalparken, men hun har tegnet og malet, siden hun var 11.

Foto: (Privatfoto)

Julepynt med særlig betydning

Maleriet forestiller Søren Pape Poulsen med sin hund Maggie. Det er malet ud fra et billede, som Nikkis moster har fundet.

Nikki har så tilføjet noget af Papes eget julepynt rundt omkring – blandt andet juletræer, som hans mor har lavet, og en engel, som han engang har fundet på et marked. For julen betød rigtig meget for både ham og hans forældre.

- Han elskede jul og julepynt, så det skulle helt klart være med. Og så har jeg prøvet at vise hans personlighed og hans mange udtryk og ikke mindst hans mildhed.

- Jeg har aldrig mødt ham, men ved at male maleriet føler jeg lidt, at jeg kender ham, siger Nikke Nørgaard.

For et par dage siden var Nikki Nørgaard og hendes moster hjemme hos Papes forældre, Svend og Ruth Pape Poulsen for at aflevere maleriet. Nu har det så fået ærespladsen over sofaen.

- Jeg er så stolt af maleriet. Det er malet så flot. Jeg var rystet over at se, da hun kom med det. Jeg vidste ikke noget om det, før det kom ind ad døren, siger Ruth Pape Poulsen, som i denne uge har åbnet op omkring tabet sønnen.

Nikki Østergaard har herunder dokumenteret processen af maleriet.

Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)

Drømmer om at blive kunstner

Nikki Nørgaard har netop afsluttet et højskoleophold på en kunstlinje, og efter nytår tager hun på et nyt højskoleophold, hvor kreativiteten også fylder mest.

For hendes drøm er at arbejde med kunst i fremtiden.

- Jeg vil rigtig gerne gå på Kunstakademiet. Jeg vil gerne leve af at være kunstner, siger hun.

Og spørger man Søren Pape Poulsens mor, så er det heller ikke helt urealistisk.

- Det er helt utroligt, at hun kan lave sådan noget. Hun kan blive en stor kunstner, siger Ruth Pape Poulsen.


Skal sikkerheden øges på havnen? - Giver altid nye overvejelser

En 26-årig mand er blevet identificeret som ham, der faldt i havnen onsdag morgen, men kommer der ny sikkerhed på havnen?

For blot et døgn siden skete det igen.

En 26-årig nordjysk mand faldt i Limfjorden i Aalborg - og en større redningsaktion blev sat i værk. Og at den slags ulykker tilsyneladende bare bliver ved med at ske, har atter pustet liv i debatten om, hvorvidt sikkerheden langs havnefronten i Aalborg er god nok.

Byrådet i kommunen har senest givet en halv million kroner til yderligere sikkerhedstiltag, men de ved endnu ikke, hvad det skal være.

- Vi opgraderer jo hele tiden. Hver eneste gang vi bliver klogere på et eller andet, så prøver vi jo at øge sikkerheden, fortæller Jan Nymark Thaysen (V), rådmand for By og Land i Aalborg Kommune.

Der er dog også et spørgsmål, som ofte går igen for ham, når denne slags ulykker sker.

- Hver eneste ulykke giver jo anledning til nye overvejelser, fordi hvad er det, der ligger til grund for den, hvordan er den sket?, siger rådmanden, der også mener, at man langt fra er i mål med sikkerheden langs havnen i Aalborg.

Tilbage i 2016 blev der sat termiske kameraer op langs havnefronten, som siden er blevet udbygget. De har flere gange været af afgørende betydning, når beredskabet kører til havnen til en mulig drukneulykke.

- Når de så rykker ud til en redning, har de en i røret, som kan sige, at ”sidst jeg så vedkommende, var det på den her position og vedkommende drev i den her retning.”

En af de ulykker, der er sket på havnen, var da den blot 21-årige Oliver Ibæk Lund faldt i havnen. Moren, Bente Ibæk Lund, kæmper stadig for, at andre ikke lider samme skæbne.

Læs mere om det herunder:


Nyt initiativ virker: Flere børn kommer på isen

Foto: Hans Christian Lauritsen / TV2 Nord

Kolde sportsgrene på jagt efter medlemmer.

Anton Høeg spiller ishockey. I dag var han på jagt efter nye holdkammerater.

- Det er der brug for. Det ville være dejligt at få flere ud og spille ishockey, forklarer Anton Høeg, mens han hjælper til på isen hos 0.- til 3.klasses elever fra Hørby-Dybvad Skole.

I den anden ende af skøjtehallen i Frederikshavn laver Isabella Stella Mølgaard Christensen pivuetter, mens hun holder øje med børnene.

- De er virkelig søde, og de er vidunderlige at skøjte med, siger Isabella Stella Mølgaard Christensen

Flere nye medlemmer

Det kan være svært for de mindre idrætsgrene at få børn og unge ind i klubberne. I Frederikshavn har de gang i et nyt projekt, der skal give skolebørn en mulighed for at prøve issport.

- Vi er nødt til at gøre opmærksom på os selv. Jeg tror, at folk skal have kendskabet til det for at forstå, hvor givende det faktisk er, og hvor mange sjove og spændende ting - og udfordringer, der ligger i at være medlem af en forening herude i Iscenter Nord, fortæller Jesper Larsen, Børne- og ungeansvarlig, DIF.

Og noget tyder på, at initiativet virker.

For bare i ishockeyklubben har man fået 15 nye medlemmer i løbet af de seneste par måneder, hvor projektet har kørt. I skøjteklubben er der kommet et par nye medlemmer til.

Du kan se hele indslaget herunder:


190 meter høj kran væltet - 2500 liter olie spildt

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nordjyllands Beredskab er kørt til Testcentervej lidt nord for Thisted, hvor meldingen er, at der er væltet en kran.

Det skriver Nordjyllands Beredskab på X.

På vejen er vindemølletestcenteret Østerild.

"Situationen er, at en 200 tons, 190 meter høj kran er væltet", skriver beredskabet.

Til TV2 Nord uddyber indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Henrik Gade Jespersen situationen, da deres største opgave har bestået af et udslip af omtrent 2500 liter hydraulik- og dieselolie.

- Udstrømningen stoppede relativt hurtigt, men der er slået hul på nogle tanke. Det er inddæmmet nu, og der er kommet nogle professionelle til at suge det op, som ikke er sunket i jorden, fortæller indsatslederen og fortsætter:

- Ellers er opgaven stille og rolig, men der er heldigvis ingen personskade sket.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den store kran, der er væltet, kommer kranfirmaet dog nok selv til at stå med.

- Der kommer nok også nogle andre myndigheder ud for at kigge lidt på, hvordan det kunne ske, men den er heller ikke til at flytte for os, når den er så stor, siger Henrik Gade Jespersen.

Til TV Midtvest fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch, at hændelsen er anmeldt til arbejdstilsynet, samt at kranen væltede, da den var ved at hejse en vinge op i en vindmølle.

Til mediet fortæller han også, at kranen væltede, mens en vinge var ved at blive hejst op i en vindmølle.

Beredskabet er fremme på stedet, men de har gået stoppet spildet af hydraulik- og dieselolie. I alt 2500 liter nåede at slippe ud, og derfor arbejdes der på at rydde op.

Men de tilføjer også, at der ingen brand er på stedet, som der ellers var meldinger om i første omgang.


Efter afklapsning sidst: - Det vil være synd at sige, at vi havde en chance

Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Oliver Ross i 0-4 nederlag mod Brøndby IF

Efter ydmygende 0-4 nederlag er AaB på dupperne igen til årets sidste Superliga-kamp mod Brøndby.

Aftrykket blev ikke ligefrem som forventet - eller håbet - i AaBs forrige kamp mod klubben fra Vestegnen i august. En kamp hvor AaB blev kørt fuldstændig over, men også en kamp, som AaBs Oliver Ross mener, har været med til at modne holdet.

- Jeg synes, vi har forbedret os på mange punkter. Vi er blevet mere modne i forhold til sidste kamp, hvor det vist vil være synd at sige, at vi havde en chance, siger AaBs 10'er.

I kampen mod Brøndby dominerede gæsterne fra første fløjt, og Ross ser også Brøndby som favorit i morgendagens kamp på deres hjemmebane.

- Brøndby har også haft lidt udfordringer, og det har været lidt midt imellem for os. Men jeg er helt sikker på, at vi kan drille dem, og jeg tror på, vi kan vinde derovre, udtaler Ross.

AaBs tur til at gøre ondt på Brøndby?

Trods et rundbarberet AaB-hold, mener offensivspilleren stadig, at der er facetter i AaBs spil, som kan udnyttes mod Vestegnsklubben i deres formationer.

- Jeg tror, at vi især offensivt, kan gøre ondt på dem i forhold til nogle rum, de efterlader. Og så handler det selvfølgelig om, at vi skal spille med stor disciplin, fordi Brøndby var rigtig gode på bolden sidst. Vi fik ikke fat i vores pres, og det er nogle ting, vi har set på.

- Jeg synes, vi har forbedret os på mange punkter, og jeg synes, der er en selvtillid i holdet. Vi glæder os rigtig meget, og jeg tror godt, vi kan drille dem, afslutter Oliver Ross, der foreløbigt har scoret to mål i sæsonen.

Fredag klokken 19.00 spiller AaB mod Brøndby IF på udebane.