White Hawks starter indsamling - frygter russisk profil ender i krig
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aleksandr Bumagin rev sit korsbånd over tidligere på sæsonen.
- Bumagin skal ikke i krig i Ukraine, lyder det fra White Hawks-direktør.
Frederikshavn White Hawks er allerede gået på sommerferie. Holdet blev ekspederet ud af Herning Blue Fox i kvartfinalen med et samlet 2-4-nederlag i Metal Ligaen.
Det er dog ikke sådan, at bestyrelsen blot sidder og slikker sårene og venter på næste sæson. Lige nu har de nemlig startet en indsamling med et klart formål. De vil beholde deres russiske profil Aleksandr Bumagin, der tidligere på året rev sit korsbånd over.
Ikke blot grundet Bumagins indiskutable kvaliteter på isen. Såmænd også fordi russeren risikerer at ende i krig, hvis de ikke forlænger med ham.
- Vi kan som bestyrelse og klub ikke leve med at sende Bumagin tilbage til Rusland grundet den nuværende situation i Ukraine. Vi vil under ingen omstændigheder være med til, at Bumagin kan risikere at blive sendt i krig velvidende, hvilke forfærdelige konsekvenser det kan have for Bumagin og hans familie, siger White Hawks' direktør, René Jørgensen til Kanal Frederikshavn
Ønsker dansk statsborgerskab
Aleksandr Bumagin bor i Danmark sammen med konen Natalija og parrets tre børn, der alle spiller ishockey i Frederikshavn Ishockey Klub.
Ifølge direktøren ønsker familien at blive, hvor de er.
- De vil bo i Danmark. Især børnene er mere danske end russiske, og både Natalija og Bumagin har i øjeblikket travlt med at lære dansk. De ønsker også dansk statsborgerskab, men det har længere udsigter, siger René Jørgensen.
White Hawks beder både private såvel som virksomheder om hjælp, således holdet kan beholde russeren, uden det påvirker næste års trup.
- Vi vil gerne takke på forhånd og håber, at mange vil overveje at bidrage til denne vigtige sag. Bumagin skal ikke i krig i Ukraine, udtaler René Jørgensen.