White Hawks-spillere efter nederlag: - Det er bare for dårligt
Både Mathias Bau og Steffen Frank var tydeligt skuffede efter tirsdag aftens sidste semifinale og det endelige nederlag til Esbjerg.
Så tæt på og alligevel så langt fra.
Sent tirsdag aften missede Frederikshavn White Hawks chancen for at spille om guldmedaljer i dette års DM-finale. Med bare 47 sekunder tilbage af tredje periode lykkedes det Esbjerg at liste pukken over målstregen og dermed slukke alle nordjyske drømme om guld.
Derfor var det også en skuffet Steffen Frank, der efter opgøret skulle forsøge at sætte nogle ord på nederlaget.
- Hvad skete der i tredje periode?
- Jeg ved det ikke. Jeg synes, vi har styr på det i 15 minutter, og de sidste fem minutter pisser vi væk. Det første mål er et fightermål, og vi får ikke pukken nede ved blå linje, og det skaber problemer, og så scorer de. Det andet mål, der ved jeg ikke... Det er bare for dårligt, at vi lader ham skyde, sagde Steffen Frank.
Han mente, at frederikshavnerne skulle have afgjort kampen på nogle af de mange chancer i første og anden periode. Men sådan gik det ikke.
- Cadeau til Esbjerg, at de får lukket kampen. Det er også vores egen skyld, for vi har 47 sekunder efter deres scoring, og vi skal egentlig tro på det. Vi kommer også op i zonen, men skuddet kommer ikke, og det er frustrerende, sagde Steffen Frank.
Også for White Hawks' Mathias Bau var nederlaget i den syvende og afgørende semifinalekamp noget af kamel at sluge.
- Vi ville rigtig gerne have spillet finale, så det er ikke sjovt at sidde i omklædningsrummet nu. Vi har ikke været gode nok til at stå imod Esbjergs pres. Det er i flere kampe nu, at de har skullet bruge et mål til sidst og er lykkedes med at få det ind, sagde Mathias Bau.
Forwarden holdt til gengæld på, at det noget nedslåede hold nok skulle finde gejsten inden bronzekampene mod Odense Bulldogs:
- Det er svært lige nu, men det er to kampe, og når de skal spilles, går vi på banen for at vinde dem.