White Hawks slog bundproppen fra Hvidovre
Foto: iShoot.dk
Roberts Jekimovs sikrede White Hawks en 2-0 førring i slutningen af første periode.
Et opgør mellem ligaens nummer ni og bundproppen fra Sjælland, lagt sammen med høgenes dårlige sæsonstart, var bestemt ikke noget, der lokkede folk i hallen.
Den skuffende indsats og de manglende resultater indtil nu har skabt livlig debat blandt byens hockeyfans, og specielt høgenes nyindkøb har skuffet fælt og får hårde ord med på vejen. Der må derfor også være maksimalt pres på en indkøbt som Henrik Eriksson, som bare er noteret for tre point i ni kampe. Var det mon i aftenens bundkamp, at han skulle komme på måltavlen?
Kønt var spillet ikke i første periode, men det var dog hjemmeholdet, der sad mest på pucken og kom bedst fra start. Efter bare tre minutters spil sendte Simon Grønvaldt et løst skud på kassen, hvor Gorm Topholt, i trafikken tæt foran mål, kunne styre pucken ind bag keeper Niklas Lundström og sikre White Hawks en tidlig 1-0 føring. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Trods hjemmeholdets pres var gæsterne dog ikke ufarlige i deres fremstød, og Adam Carnestad var tæt på, da han fik afdriblet White Hawks-forsvaret og testet Thomas Lillie i målet. Senere gled pucken lige forbi stolpen på et helt åbent mål.
To powerplays til White Hawks lagde dog igen pres på Hvidovres mål, og her var specielt Nick Olesen og Henrik Eriksson tæt på, men to gode sideforflytninger af Lundström stoppede pucken på stregen.
Det blev den dog ikke i tiden 16:48, hvor en retur på Nick Olesens afslutning fik lov at glide uhindret ud til Roberts Jekimovs, som resolut klappede til den og sendte den i mål ved fjerneste stolpe.
2-0 forblev periodens resultat, hvor White Hawks sad på spillet og også vandt skudstatistikken med 10-7.
Anden periode startede med en to-mod-en chance til hjemmeholdet, hvor Nick Olesen valgte afslutningen frem for en pasning til en fri Jekimovs, og den tog keeperen sig af uden problemer. Få minutter efter gentog situationen sig, dog omvendt, og her valgte Jekimovs at spille Olesen fri, som dog kiksede afslutningen.
Herefter var det gæsternes tur til at have store chancer i modsatte ende, godt hjulpet på vej af et powerplay, og der var flere gange bud efter gode redninger fra Thomas Lillie. Høge-forsvaret havde faktisk store problemer med Hvidovres hårdt kæmpende angreb, som mere og mere overtog spillet.
Et nyt powerplay tilfaldt White Hawks, som dog blev ganske ufarligt, og straks efter viste gæsterne igen mest fight og satte sig på spillet. Lillie holdt dog buret rent, og en udvisning til Mark Müller, med under et minut igen, afsluttede perioden. Det var med en skudstatistik, som hed 18-16 til hjemmeholdet.
Tabellen viste det, og det samme gjorde spillet på banen – det var bestemt ikke underholdende top-hockey, der blev leveret tirsdag aften i Scanel Hockey Arena. Ikke mange pasninger lå korrekt i et spil, der bølgede frem og tilbage.
Midtvejs kom gæsterne i overtal, og det førte til to store chancer for en reducering, som Lillie igen fik afværget. Herefter var det Rasmus Søndergaard, som var yderst tæt på at øge førringen, da han fra slottet bragede et skud i gribehandsken på Lundström. De to målmandspræstationer var det mest opløftende i dagens opgør.
To powerplays uden resultat fik White Hawks sidst i perioden, inden man selv sluttede af i undertal i det sidste minut. Her satsede Hvidovre alt med målmanden ude til fordel for en ekstra markspiller. Det udnyttede Kasper Kristensen til at sende pucken i det tomme mål, fra egen zone, og sikre White Hawks en 3-0 sejr.
Det var i en kamp, der trods de tre vigtige point ikke viste de store forbedringer i spillet, og var jævn kedelig i alle 60 minutter. 29-24 endte den samlede skudstatistik.
Fredag aften venter der White Hawks et noget sværere opgør hos de danske mestre i Esbjerg. Her skal høgenes profiler til at vågne op. Der er kampstart kl. 19.
Kampen i tal:
Frederikshavn White Hawks – Hvidovre Fighters 3-0 (2-0, 0-0, 1-0)
Målscorere:
03.04: 1-0 Gorm Topholt (Grønvaldt, Izumi)
16.48: 2-0 Roberts Jekimovs (Olesen)
59.44: 3-0 Kasper Kristensen (Linnet)
Tilskuere: 1004