White Hawks præsenterer ny cheftræner
Foto: Pressefoto/Frederikshavn White Hawks
Det er en svensk duo, der overtager dirigentstokken i Frederikshavn White Hawks.
Svenske Pelle Hånberg overtager cheftrænerstolen hos Frederikshavn White Hawks per 1. august.
Der har længe stået et spørgsmålstegn ud for, hvem der skulle lægge taktikken hos Frederikshavn White Hawks frem mod den nye sæson i Metal Ligaen.
Lørdag morgen kom svaret så. Det bliver svenske Pelle Hånberg, som skal forsøge at forbedre klubbens kvartfinaleplads fra sidste sæson.
Det oplyser White Hawks i en pressemeddelelse. 55-årige Hånberg har tidligere været træner i Sverige, Italien og Schweiz. Senest var han ved roret i den hæderkronede svenske klub Södertälje i HockeyAllsvenskan.
Sportschef hos Frederikshavn White Hawks Kasper Kristensen udtaler følgende om klubbens nye cheftræner:
- Pelle er en meget erfaren træner, der har været i mange forskellige ligaer. Han er både rykket op i SHL (den bedste svenske ishockeyrække, red.) og har vundet SL i Schweiz. Men han er også en træner, der har været med til at udvikle og dygtiggøre unge spillere, hvilket har været vigtigt for os. Pelle er en dygtig leder og ikke mindst en fantastisk motivator, der nok skal få sat et godt aftryk på vores hold. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med Pelle i den kommende sæson, siger han.
Har fulgt klubben i flere år
Hovedpersonen selv ser frem til at påbegynde trænerjobbet i Nordjylland.
- Det bliver spændende at komme til Frederikshavn, som faktisk er en klub, jeg har fulgt i mange år. Jeg har gode hockeyvenner, der har været i klubben, blandt andet Johan Westermark, Henrik Lundin og Nicklas Rinaldo, og jeg kender også Thomas Ullbors, som har været træner i klubben. White Hawks er en klub, der vil mange gode ting, og det vil jeg gerne være en del af, siger han og fortsætter:
- Jeg kender en del til dansk ishockey og naturligvis også Jesper Jensen, som jeg har fulgt, da han spillede i Sverige. Dansk ishockey er gået meget frem de sidste 10-15 år, og det ser jeg frem til at følge på tætteste hold.
Pelle Hånberg får landsmanden Kim Karlsson som assistentræner. Kim Karlsson afsluttede sin aktive karriere i den danske liga hos Esbjerg i 2019. Den kommende assistenttræner har tidligere spillet under Pelle Hånberg i Schweiz, så trænerduoen kender hinanden aldeles godt.
Frederikshavn White Hawks spiller første kamp i Metal Ligaen den 2. september i Nordjyske Bank Arena mod Herlev Eagles.