Hans CV er ikke som de fleste andres.
Efterretningstjenesten, FN's Sikkerhedsråd, EU-kommisionen og Europaparlamentet står på listen over steder, hvor nordjyske Jacob Kaarsbo har arbejdet.
I 15 år var han ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste. Og det var et hemmelighedsfuldt job. For gennem jobbet fik den 54-årige nordjyde kendskab til flere af Danmarks hemmeligheder.
Derfor skal han nu tænke sig om, før han taler.
- Jeg skal tænke meget over, hvor meget jeg deler. Jeg vil ikke udlevere noget, der kan kompromittere nogens eller rigets sikkerhed. Jeg må kun fortælle generelt om nogle ting.
I efterretningstjenesten arbejdede han blandt andet som efterretningsofficer, souchef for Kontraterror og Mellemøstchef, hvor han beskæftigede sig med terrortrusler.
- Det var et virkelig spændende arbejde. Nogle dage var det nørdet og detaljeret, andre dage skulle ministre orienteres, og lige pludselig befandt jeg mig i Irak med en pistol i baglommen, lyder det fra Jacob Kaarsbo.
Tæt på Saddam Hussein
Men der er især én ting han aldrig vil glemme fra sin tid i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Nemlig udsendelsen til Irak.
For da han ankom til det næsten 40 graders varme land, blev han straks udstyret med en pistol i baglommen. Det var langt fra noget, han var vant til.
- Jeg var ikke særlig god til at skyde, men det var jeg bare nødt til at kunne. Man skulle hele tiden være klar. Det var ret specielt, siger han.
Jacob Kaarsbo fik derfor skydeundervisning, mens han befandt sig i det krigsramte land. Her opholdt han sig i tre måneder. Selvom eksplosionerne dagligt lød omkring ham, var han ikke synderligt påvirket af det.
- Jeg tager tingene rimelig roligt. Det kan måske, i nogle henseender, være et problem. Men i tilspidsede situationer er det til gengæld meget godt, at jeg ikke lader mig forstyrre af, at der for eksempel er eksplosioner omkring mig, siger han.
Men som om det ikke var nok, boede han også meget tæt på en ganske særlig og ikke mindst farlig person.
Nemlig Saddam Hussein.
- Det var surrealistisk. Han blev holdt fanget i et lille slot på den base, hvor jeg også boede. Om morgenen løb jeg tit omkring den lille sø, hvor slottet var, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, hvad der mon foregik derinde, og hvad han mon tænkte.
En verden i brand
Private forhold og 'noget' på de indre linjer, var ifølge Jacob Kaarsbo årsagen til, at hans karriere sluttede i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Nu arbejder han som selvstændig sikkerhedspolitisk rådgiver og udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator på TV2.
- Sådan som den tilspidsede internationale situation er nu, synes jeg, at det er nødvendigt at få vendt og drejet tingene i den offentlige debat, siger Jacob Kaarsbo.
Han beskæftiger sig med konflikter over hele verden. Selvom store dele af verden er i brand, er der især én ting, der bekymrer ham.
Valget af Donald Trump i USA.
- Det bekymrer mig meget. Også at der er så stor mangel på beslutningskraft i flere europæiske lande. Vi skal kæmpe for, at vi kan sprede den stabile beslutningskraft, vi har i Norden, siger han og fortsætter:
- Vi skal absolut tage bestik af, hvad der foregår på globalt plan. Hvad gør Trump? Vil han, eller vil han ikke sikre Europa. Skal vi kunne agere selv?
Han ser derfor på sit nuværende job som værende enormt vigtigt. Især nu, i en tid, hvor verden udvikler sig.
- Frem for at lægge os hjem under dynen, så tror jeg på, at verden bliver et bedre sted, hvis vi er engagerede. Og det er min erfaring, at ulykker sker, når vi prøver at vende blikket væk, siger Jacob Kaarsbo.
Du kan se hele interviewet med Jacob Kaarsbo i Indblik på TV2 Nord Salto den 4. december. Men du kan også se det lige her.