VM i Frederikshavn slutter med international ros: Direktør kan ikke få armene ned
Ifølge Per Malmberg forløb slutrunden til perfektion. Minus et mindre uheld.
Selvom kvindernes VM-slutrunde ikke har nået sin ende endnu, så er onsdag sidste dag for slutrunden i Frederikshavn.
- Vi har virkelig vist værtsskab i verdensklasse.
Sådan lyder det kort og præcist fra Per Malmberg, som er direktør i Arena Nord i Frederikshavn.
Siden Frederikshavn blev valgt som en af værtsbyerne til dette års VM i håndbold for kvinder tilbage i februar, har de været i fuld gang med at gøre klar til at invitere flere håndboldnationer indenfor.
29. november lød startskuddet så og nu kun to uger efter, kan Per Malmberg og resten af holdet se tilbage på, hvordan det gik.
- Jeg synes virkelig, at vi er kommet godt i mål. Vi har haft massere af små succeser hele vejen igennem.
Arena Nord var vært for gruppe G og H i de indledende gruppespil, hvor blandt andre Holland, Spanien, Ukraine og Grønland var.
Sidenhen er det såkaldte President Cup, som er for holdene, som ikke klarer sig videre fra det indledende gruppespil, også blevet spillet i Frederikshavn.
- Alle, jeg har talt med, er så glade og tilfredse med at være i Frederikshavn. Vi får ros på alle måder for det værtsskab og den service, vi leverer hele vejen igennem, pointerer Per Malmberg.
Et mindre uheld
Selvom stort set alle dagene er forløbet uden de store problemer, så var der en lille ting, som satte sit præg på et ellers perfekt værtsskab.
- Her på den allersidste dag gik alarmen i gang. Så vi fik lige testet, at den virker, fortæller Per Malmberg med et smil på læberne.
- Vi fik det håndteret og fik folk ind igen. Det er vel det største problem, vi har haft.
Nordjyllands Beredskab måtte en tur forbi Arena Nord, men heldigvis kunne de sidste kampe afvikles i ro og mag. Det viste sig at være røgalarmen, som var gået i gang i køkkenet.
Det lille uheld har dog ikke fået sin indvirkning på, hvordan det Internationale Håndbold Forbund har oplevet tiden i Frederikshavn.
- Alt har virket perfekt her i arenaen. Vi er meget glade for, at det er foregået her. Jeg tror også, at alle hold og os, der har været her, tager gode minder med herfra, konstaterer Milan Petronijevic, som er en af IHF's officials.
Ifølge Per Malmberg har der været flere tusind mennesker involveret i slutrunden i Frederikshavn. Frivillige, hjælpere og nordjyske efterskoler har haft en finger med i spillet.
- Alle har kunne bidrage med noget, og det er det, der er fantastisk ved sådan et arrangement. Vi har brug for mange, men vi er også lykkedes med at nå ud til rigtig mange, som har følt, at de har været en del af VM, lyder det fra Per Malmberg.
Mens Frederikshavn og Arena Nord så småt kan begynde at pakke sammen for i år, så er det dørene ikke lukket for, at der i fremtiden kan vende et VM eller EM tilbage til Frederikshavn.
- Frederikshavn har en stor håndboldtradition og erfaring med at afholde store events, så jeg er sikker på, at vi nok skal komme tilbage hertil igen, siger Milan Petronijevic.
- Til enhver tid er vi klar til at tage et nyt arrangement. De skal bare ringe, slutter Per Malmberg.