Vinden driller: Læsø-færgen aflyser to afgange
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Færge ramt af aflysninger - direktør forventer, at færgen sejler normalt igen klokken 20.30 fra Frederikshavn til Læsø.
Færgetrafikken til og fra Læsø er her til eftermiddag ramt af aflysninger. Årsagen er, at vinden er kraftig og kommer fra en forkert retning i forhold til, at færgen kan lægge til i Vesterø.
Det oplyser Læsøfærgens direktør, Lars Rieks.
Det er dagens sejlads med Margrete Læsø klokken 16.50 fra Frederikshavn til Vesterø, der er aflyst, og det samme drejer sig om afgangen fra Vesterø mod Frederikshavn klokken 18.40.
- Vi forventer, at vi kan sejle normalt igen fra Frederikshavn mod Læsø klokken 20.30. Der skulle vinden have lagt sig, siger Lars Rieks.
Han oplyser, at alle de passagerer, der skulle have været med den tidligere afgang, får plads på færgeafgangen fra Frederikshavn klokken 20.30.