Ville sælge tusindvis af kopiparfumer og uægte strømper: Frederikshavner får 1 års fængsel
Foto: Joakim Brader
En mand fra Frederikshavn er idømt et års fængsel for omfattende varemærkekrænkelser.
En nordjysk mand er idømt et års fængsel for at ligge inden med massevis af kopivarer i form af tøj, parfume, barberblade og cigaretter. Det er ikke første gang, at han er dømt for den slags.
Retten i Hjørring har fredag afsagt dom over en mand fra Frederikshavn, som skal et år i fængsel for omfattende varemærkekrænkelse. Ifølge anklageskriftet har manden på adresser i Nørresundby og Frederiskhavn opbevaret tusindvis af parfumer, tusindvis af strømper samt t-shirts, underbukser, hårprodukter og cigaretter. Alt sammen med hablik på videresalg.
Manden er også i forbindelse med flere markeder blevet taget med forskellige kopivarer.
Han er tidligere dømt for lignende forhold, og han deltog i 2013 i TV3's reportageprogram "Aktionen", hvor han fortalte, at han blandt andet importerer kopivarerne fra Østeuropa. Nu er han altså idømt et års fængsel for igen at have importeret kopivarer, der skulle afsættes i Danmark.
- Anklageren gik efter minimum to år, mens vi gik efter frifindelse eller alternativt en lavere straf. Så vi kan jo ikke være fuldstændig tilfredse, men jeg er da i hvert fald tilfreds med, at retten ikke har fulgt anklagerens påstand om to års fængsel, siger forsvarsadvokat Jens Christian Christensen.
De fleste af forholdene i sagen går helt tilbage til foråret 2014, hvor de tusindis af kopivarer blev fundet på de to adresser i Frederikshavn og Nørresundby. Det forhold, at sagen er så gammel, har affødt protester fra mandens forsvarsadvokat.
- Efter min opfattelse er det en alt alt for gammel sag. Der er blevet forklaret i retten, at det lange forløb blandt andet skyldes, at rettighedshaverne har været langsomme i optrækket, men jeg finder det overordentligt kritisabelt, at det har taget så lang tid, siger Jens Christian Christensen.
Han har fredag fået oplyst dommen telefonisk, og han skal nu læse dommen igennem, inden han sammen med sin kient vil overveje, om de vil anke sagen og gå efter en frifindelse.