Konservative dropper udvalgsformand: Vil ikke genopstille Peter Laigaard

Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord

Peter Laigaard bliver ikke genopstillet for de konservative til næste kommunalvalg.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Den konservative formand for Kultur- & Fritidsudvalget i Frederikshavn, Peter Laigaard, bliver ikke genopstillet for de konservative til det kommende valg.

Det bekræfter formanden for partiets kandidatudvalg i Frederikshavn Kommune, Thomas Rugholm, overfor TV2 Nord.

- Vi søger efter en anden profil i Frederikshavn. Det har vi orienteret Peter Laigaard om, siger Thomas Rugholm.

Kandidatudvalget indstiller derfor, at Peter Laigaard, som ved kommunalvalget i 2021 fik tiende flest personlige stemmer i Frederikshavn Kommune, ikke skal stå på stemmesedlen for partiet ved det kommende valg.

Det er generalforsamlingen, som afgør, hvilke kandidater, som De Konservative opstiller til kommunalvalget.

Peter Laigaard bekræfter, at han har modtaget beskeden fra kandidatudvalget, og derudover har han ingen kommentarer til hverken sagen eller sin politiske fremtid.

Peter Laigaard blev sammen med John Lamp Henriksen valgt ind i byrådet for de konservative ved valget, og i snart tre år har Peter Laigaard siddet som formand for Kultur- & Fritidsudvalget, men den profil som han har, er ikke den profil, som partiet vil gå til valg på til næste år.

Politisk fremtid er uvis

Hvem, der skal afløse Peter Laigaard som konservativ kandidat i Frederikshavn, er uvist.

- Vi har ikke fundet personen endnu, siger formanden for det konservative kandidatudvalg, Thomas Rugholm.

Udover at Peter Laigaard ikke har den rette profil, så ønsker Thomas Rugholm ikke at kommentere på, hvordan den kommende konservative profil i Frederikshavn skal se ud.

Det er ikke kun i Frederikshavn, at partiet leder efter en kandidat med den rette profil. Også i Skagen er kandidatsædet til det kommende valg for de konservative ledigt, mens det ligger fast, at den nuværende gruppeformand og anden viceborgmester John Lamp Henriksen er den konservative profil i Sæby.

Peter Laigaard har tidligere siddet i byrådet to omgange i Frederikshavn Kommune. Første for Venstre og senere for Liberal Alliance og nu altså for de konservative, hvor han altså kun får en periode i byrådet.


Blev i al hemmelighed gift med tv-kendis - nu afslører han deres juleplaner

Foto: Privatfoto: Andreas Bellaiche Mathew

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er også nyt om bryllupsrejsen.

De har på ingen måde fortrudt.

I efteråret 2023 opstod der sød musik mellem tv-kendis Michèle Bellaiche og nordjyske Andreas Mathew, der til dagligt bor i Løkken. Det resulterede i, at kirkeklokkerne ringede 24. august 2024, da de blev hemmeligt gift.

Her godt fire måneder senere er alt fortsat i den skønneste orden.

- Det er lige så fantastisk, som det var dengang. Der er ikke noget, der er forandret. Vi er enormt glade og meget forelskede. Og meget taknemmelige for at have mødt hinanden, fortæller Andreas Mathew til TV2 Nord.

Parret blev gift i København. De pendler fortsat meget mellem Hovedstaden og Løkken. Foto: @alexandra.engell.photography

Bryllupsrejse i 2025

Parret skal nu holde deres første jul sammen, og den kommer til at foregå på Sjælland. Her venter der Andreas Mathew en lidt anderledes juleaftensdag. Det skyldes Michèle Bellaiches job.

- Michèle laver tv juleaftensdag. Jeg skal ind at møde hende i studiet og hente hende, når hun har fri, så det er en ny juletradition for mig, siger han.

Hvad julen ellers byder på, ønsker parret at holde for dem selv.

I begyndelsen af 2025 rejser de dog til varmere himmelstrøg. For her skal parret nemlig på bryllupsrejse. Hvor turen præcist går hen, vil Andreas Mathew, der til dagligt arbejder med patientnær kunst og kulturimplementering i forhold til rehabilitering og sundhed på Aalborg Universitetshospital, ikke ud med. 

Det jævnaldrende par mødtes første gang, fordi tv-værten Michèle Bellaiche havde planer om at hive Andreas Mathew ind i 'Go' morgen Danmark'-studiet, hvor snakken skulle gå på, hvordan kunst og musik kan bruges i forbindelse med behandling og rehabilitering af patienter.

Inden de nåede så langt, slog det imidlertid klik.

Andreas Mathew har tidligere fortalt TV2 Nord, at han var lidt langsomt opfattende, da de to mødtes.

- Men efter et par arbejdsrelaterede møder sagde Michèle, at hun godt kunne tænke sig at møde mig, hvor det ikke handlede om arbejde. Jeg tænkte ellers, hun var ude af min liga, lød det i september 2024.


Thomas taber penge på at sælge smør til spotpris, men tør ikke lade være

Foto: Daniel Mikkelsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det kan blive dyrt for mindre butikker ikke at sælge populære julevarer billigt, selvom de taber penge på at deltage i priskrigen.

Der bliver jævnligt fyldt op med nye mejeriprodukter på hylderne i Spar i Asaa frem mod jul. Ligesom i mange andre butikker forsøger man at lokke kunderne til med slagtilbud på sødmælk, fløde og smør, som skal bruges i rigelige mængder i julemaden.

- Lurpak er en stor sællert her i julen. Det er det, alle forbrugere skal have hjem på bordet, siger købmand Thomas Nymann Geller fra Spar i Asaa.

Kunderne er glade for, at julens priskrig også er nået til Asaa. Når priserne på en række varer næsten er identiske med dem, der er i de større supermarkeder, vil de gerne handle lokalt.

- Så kører jeg i hvert fald ingen steder efter det. Så kan vi lige så godt handle her, siger Tove Pedersen, da hun kommer ud med en fyldt indkøbsvogn.

Satser på lokale tilbud

Ud over slagtilbuddene, som alle Spar-kædens butikker har, er der også lokale ’ja tak’-tilbud i Asaa. Lige nu er det for eksempel på sodavand, chokolade og oksekød.

- Det handler om at finde nogle produkter, som vi står alene med i forhold til vores kollegaer og konkurrenter. Vi kører alle sammen med tilbud på sødmælk og piskefløde, så vi skal opfinde den dybe tallerken i forhold til, hvad der er gjort fra centralt hold, siger købmanden, som oplever, at en større del af forbrugerne på det seneste er blevet 'tilbudshajer'.

Sødmælk til 6,95 kroner er med til at lokke 'tilbudshajerne' til Spar i Asaa. Foto: Daniel Mikkelsen / TV2 Nord

En tendens, Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, bekræfter.

- Butikkerne forsøger at lokke med et rigtig godt tilbud på eksempelvis smør og flæskesteg, og det er en gængs salgsteknik, de har. For der er ingen tvivl om, at efter de seneste par år betyder prisen bare mere og mere for danskerne, siger hun til TV 2 og fortsætter:

- Vi så, at fødevarepriserne stak fuldstændig af i 2022, og de er forblevet relativt høje, selv om de ikke stiger helt så meget nu. Og det betyder altså, at der er rigtig mange, der har vænnet sig til at være meget mere opmærksom på prisen, når de går ud og køber ind.

- Det betyder meget. Jeg går efter tilbudsvarerne, og så kommer der altid noget andet ved siden af, siger Tove Pedersen.

Afhængig af mersalg

Spar-købmanden i Asaa var egentlig helst priskrigen foruden. Det billige smør bliver nemlig - ligesom for eksempel sødmælk og fløde - solgt med tab, så der skal andre varer ned i indkøbsvognene, hvis julehandlen skal give købmanden smør på brødet.

- Det gør lidt ondt, fordi vi ved godt, at det koster nogle avancekroner for os som købmænd, og det skaber lidt forvirring i forbrugernes hoveder, fordi 7,95 kroner for en pakke Lurpak er jo ekstremt billigt i forhold til normalprisen på 19,95. Forbrugerne må tænke, at vi tjener mange penge, når vi kan sætte prisen ned, men det gør vi ikke. Vi sparer sammen et helt år for at kunne lave dette scoop op mod jul, siger Thomas Nymann Geller.

Hvad vil du allerhelst have, at folk lægger med ned i kurven, når de er inde for at hente billigt smør og mælk?

- Så vil jeg have, at de går i vores frugt- og grøntafdeling og i vores vinafdeling, og at de vælger lidt juleknas og putter det i kurven, fordi det er der, vi henter nogle af vores avancekroner tilbage, siger købmanden.


Pizzaria får bøde og sur smiley: - Jeg betaler ikke den bøde

Foto: Jeppe Kjær Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det lokale spisested er ikke helt enige med kontrollanten fra Fødevarestyrelsen.

Amor Pizza på Stationsvej i Nørresundby har fået en sur smiley af Fødevarestyrelsen - og ikke nok med det, så har pizzeriaet også fået en bøde på 5000 kroner for ikke at have bragt rengøringen af bestemte områder i orden, siden det sidste besøg tilbage i november.

Men den bøde er Kamal Jamel, der har ansvaret for den daglige drift, ikke enig i.

- Hun kom, da vi var i fuld gang oghavde en masse ordrer og blev her i fire timer, siger Kamal Jamel til TV2 Nord.

Ifølge kontrolrapporten fra 12. december var det store dele af køkkenet, der skulle gøres rent. Både gulvet og omkring maskiner, hvor der var indtørret dej. Kontrolrapporten kan læses her.

Det fremgår desuden af rapporten, at besøget varede en time.

'Sur dame' finder fejl

Men får I så bragt rengøringen i orden, inden hun kommer igen?

- Vi bringer det altid i orden, det er ikke noget problem, siger Kamal Jamel og tilføjer:

- Men hvis det er hende den sure dame igen, så kan det godt være, at hun finder fejl. Jeg ved ikke, hvad hun tænker om os, men vi har gjort, hvad vi kunne.

Hvad med bøden, hvad tænker du om den?

- Jeg betaler ikke den bøde. Den er jeg ikke enig i. Hun gør selvfølgelig bare hendes arbejde, men hun skal ikke genere folk, siger han.


24-årig står bag: Nordjyllands bedste bageri kåret

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

De sidste fire år har Caroline Kegel drevet sit eget økologiske og biodynamiske mikrobageri. Det er nu hædret, med en fornem pris.

I barndomshjemmet i Lønstrup begyndte Caroline Kegel et vaskeægte bageeventyr.

Først eksperimenterede hun med kager, men blev senere fascineret af surdejen.

- Det er jo noget, jeg har med hjemmefra. Man kan egentlig sige, at jeg er vokset op i det, fortæller hun.

Kærligheden til bageriet resulterede i, at Caroline Kegel startede sit eget bageri, som oplevelsesportalen "Opdag Danmark" nu har kåret som Nordjyllands bedste.

- Det havde jeg faktisk ikke helt regnet med, siger hun.

Lokalt motto

Vinduerne hos Kegels Bageri er prydet med teksten "Bread out west", og det skal symbolisere, at bageriet ligger i den lille kystby Lønstrup.

- Jeg kan godt lide, at jeg er del af en større lokal fortælling ved, at vi samarbejder på kryds og tværs, fortæller Caroline Kegel.

Store samarbejder

Kegels Bageri samarbejder med forskellige restauranter, på tværs af Nordjylland.

Det inkluderer blandt andet Lønstrup Madhus, Café Slugten, Haws i Løkken og Kornets butik i Hjørring.

På trods af bageriets fremgang og den nylige kåring, forventer Caroline Kegel ikke, at skulle udvide mikrobageriet.

- Jeg kunne sagtens sælge mere til for eksempel caféer og restauranter, men det har jeg ikke nogen planer om. For jeg vil gerne holde bageriet i en størrelse, der passer til det liv, jeg gerne vil leve, siger hun.


Se din kommune: Nordjyderne er blevet fattigere

Foto: Grafik / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Købekraften er blevet dårligere.

Ikke i en eneste af de nordjyske kommuner har borgerne i 2023 oplevet en real inkomstfremgang, når man måler ud fra medianen. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Kort sagt havde nordjyderne færre penge at bruge af, end der var tilbage i 2022.

- Den geografiske ulighed fortsætter med at stige. I det seneste år skete det i en sådan grad, at det stort set kun var i hovedstadsområdet, at den typiske borger oplevede en indkomstfremgang, der var højere end inflationen,” siger Sune Caspersen, der er chefanalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Medianen

Den typiske borger i kommunen vil sige den borger, der har indkomsten på medianen. Stiller man alle kommunens borgere op på en række fordelt efter størrelsen på deres indkomster, udgør den person, der står lige præcis i midten af rækken, medianen.

Værst er det i Han Herred

Kigger man isoleret på de nordjyske kommuner, er det særligt Jammerbugt Kommune, Hjørring Kommune og Thisted Kommune, der har oplevet den største tilbagegang i medianindkomsten. I Jammerbugt Kommune er tilbagegangen i medianindkomsten fra 2022 til 2023 hele 2,1 procent.

I de nordjyske kommuner, tegner billedet sig således:

  • Aalborg -0,2

  • Brønderslev -1,2

  • Frederikshavn -1,6

  • Hjørring -1,8

  • Jammerbugt -2,1

  • Læsø -0,7

  • Mariagerfjord -1,3

  • Morsø -1,7

  • Rebild -1,2

  • Thisted - 1,8

  • Vesthimmerlands -0,9

I 79 kommuner gik realindkomsten tilbage for den typiske borger i kommunen, mens gennemsnitsindkomsten i langt de fleste tilfælde udviklede sig mere positivt.

- Når udviklingen i den gennemsnitlige indkomst er meget høj, mens den typiske borger har haft en real nedgang i sin indkomst, betyder det, at der er en mindre gruppe af rige personer i kommunen, der virkelig er trukket fra i toppen. Det vil typisk være udbytter, aktie- og kapitalafkast, der driver indkomstfremgangen blandt de rigeste,” siger Sune Caspersen.

Kun i Aalborg Kommune er den gennemsnitlige indkomst steget - og det er blot med 0,2 procent.

På landsplan er det i 79 kommuner, at indkomsterne for kommunens typiske borger steg mindre end inflationen i 2023. Det gælder for eksempel i alle jyske kommuner. Kun i Odense Kommune og Bornholm Regionskommune ligger alle kommunerne med positiv udvikling i hovedstadsområdet.