"Vi skal et gear op": Borgmester reagerer på foruroligende PFAS-melding
Foto: Emma Fjordbak / TV2 Nord
Birgit S. Hansen (S) siger, at der ikke er grund til bekymring efter gårsdagens nyhed.
PFAS, der kan skade børns immunforsvar og give kræft, er konstateret flere steder i Nordjylland. Nu vil borgmester tage problemet helt til tops.
- Frederikshavn er en af de kommuner, der er hårdest ramt på landsplan. I drikkevandsboringer er Frederikshavns værdier blandt de hyppigste over grænseværdien.
Det fortalte professor i miljømedicin, Philippe Grandjean, efter nyheden om Naturstyrelsens fund af for høje PFAS-værdier i stikprøver af græs til TV2 Nord i går.
Nu reagerer borgmesteren i Frederikshavn, socialdemokratiske Birgit S. Hansen på de tørre tal om det våde vand.
- Det er en alvorlig sag, siger Birgit S. Hansen.
- Efter det for alvor kom frem i Korsør, er der heldigvis kommet fokus på det. Der er det også kommet ud fra statens side, men der vil jeg bare sige: ’Vi skal et gear op', lyder det bestemt fra Frederikshavns borgmester.
HVAD ER PFAS?
PFAS er en samlet betegnelse for en række flourholdige, miljøfarlige stoffer, hvoraf det mest kendte er PFOS.
Børn, der indtager stofferne, får skadet deres immunsystem, mens PFAS-indtag hos voksne blandt andet kan føre til forhøjet kolesterol og fertilitetsproblemer.
Ved høje koncentrationer kan det medføre en øget risiko for kræft.
Efterspørger national handlingsplan
Hun henviser til den vestsjællandske by, hvor en række køer blev ramt af omfattende forurening.
Selv sidder Birgit S. Hansen ved bordet, når Danske Kommuner og Kommunernes Landsforening diskuterede med den tidligere miljøminister.
Der skal nemlig en national handleplan til – nu.
- Og det kan den enkelte kommune ikke løfte. Nu er vi der, at vi må tale ikke kun med EU, men også globalt om det her, lyder det bestemt og bekymret for socialdemokraten.
Bekymringen er reel, understreger både borgmesteren, men også professor Philippe Grandjean:
- Det er meget, meget værre end først antaget, og som virksomhederne ville have, at vi skulle tro, sagde han i går.
Og Birgit S. Hansen stemmer i:
- Det, vi er bekymret for og værner om her i Danmark, er det rene drikkevand.
Skal borgerne i Frederikshavn være bekymrede?
- Borgerne kigger selvfølgelig også på os med et stift blik, men der er ingen grund til bekymring, siger hun.
I alt er der fundet PFAS i 60 ud af 67 prøver fra Naturstyrelsen - og ikke kun Frederikshavn, men hele Region Nordjylland er særdeles hårdt ramt.
De seneste år er der konstateret massive problemer med PFAS, der er betegnelsen for en række miljøfarlige stoffer, hvoraf det mest kendte er PFOS.
Børn, der indtager stofferne, får skadet deres immunsystem, mens indtag hos voksne kan føre til forhøjet kolesterol og fertilitetsproblemer. Ved høje koncentrationer kan det øge risikoen for kræft.