Venstre har fundet sin borgmesterkandidat i Frederikshavn
Foto: Kanal Frederikshavn
46-årige Mette Hardam skal udfordre den populære socialdemokratiske borgmester Birgit Hansen til næste kommunalvalg i Frederikshavn.
Tre kandidater var på valg, da Venstre i Frederikshavn mandag aften skulle vælge ny borgmesterkandidat til det næste kommunalvalg i 2021.
I sidste ende faldt valget på 46-årige Mette Hardam fra Lyngså, der har været byrådsmedlem i næsten seks år og arbejder som bogholder i en virksomhed i Aalborg. Det skriver Kanal Frederikshavn.
- Birgit (Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune red.) fik personligt 42 procent af stemmerne og er danmarkshistoriens mest populære borgmester. Jeg er jo nærmest en idiot, når jeg vil udfordre hende, men jeg kender oddsene, siger Mette Hardam til Kanal Frederikshavn og fortsætter.
- Heldigvis er det ikke kun anføreren, som skal kunne spille fodbold. Vi skal stille det rigtige hold, og vi har over to år til det. Jeg fornemmer, at Venstre er på vej fremad sammen.
Opstillingsmødet foregik på Hotel Viking i Sæby, hvor godt 100 mennesker deltog. Af dem var 90 stemmeberettiget. Hver kandidat fik 15 minutter til at præsentere sig selv og herefter kunne de fremmødte stille spørgsmål til de tre kandidater.
De to andre kandidater var Henrik Buchhave og Poul Jakobsen. Mette Hardam fik 65 stemmer, Henrik Buchhave fik 19 stemmer og Poul Jakobsen fire. Én undlod at stemme.
Opstillingsmødet blev afviklet tidligere end normalt, fordi Venstre med kun seks byrådsmedlemmer - med formand for Venstre i Frederikshavn Louise Jægers ord - har brug for et langt og effektivt tilløb til kommunalvalget 17. november 2021.
Nuværende borgmester Birgit S. Hansen har meldt ud, at hun genopstiller til kommunalvalget i 2021. På et møde i marts 2020 vil det blive afgjort, om hun snupper fire år mere med borgmesterkæden om halsen.