Vendsyssel-spiller vinder DM, mens holdkammerat modtager fornem titel
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vendsyssel Elite Badminton var godt repræsenteret ved DM i Esbjerg.
VEB-spilleren Mathias Christiansen erhvervede sig lørdag sin anden DM-titel, da han sammen med sin makker Sara Thygesen vandt med 21/11, 15/21, 21/9 over Christine Busch Andreasen og Mads Vestergaard i DM-finalen i mixeddouble i Esbjerg.
- Det er bare fedt, at Mathias vinder guld. En Mathias i topform er afgørende for vores chancer for at genvinde DM-guldet i Badmintonligaen, siger VEBs cheftræner Allan Kolbro Nielsen stolt.
Mathias Christiansen spiller normalt sammen med sin kæreste, Alexandra Bøje, men hun er på nuværende tidspunkt skadet. Makkerskabet med Sara Thygesen blev derfor genoptaget.
Årets komet
Samtidig blev klubkammerat Magnus Johannesen lørdag kåret til Årets Komet 2022.
Vendsyssel-spilleren er kåret til Årets Komet af Badminton Danmarks sportslige ledelse på baggrund af sin udvikling og fine resultater i løbet af det forgangne år.
Magnus formåede dog ikke at komme videre i finalen, selvom han overlevede tre matchbolde, inden han tabte 22/24 i tredje sæt til Mads Christophersen. Magnus var ellers i gang med et flot comeback, da han vendte 11/15 til 18/15 i det afgørende sæt.
Kom ikke i finalen
Tidligere DM-vinder i herresingle Victor Svendsen var også med til årets DM, desværre måtte han se sig besejret af Hans-Kristian Vittinghus i semifinalen.