Opdateret: 7. januar 2025

Voldsomme oversvømmelser - hovedvej spærres i timevis

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Skagenvej er spærret indtil tidligst klokken 14, melder Vejdirektoratet.

Der er varslet forhøjet vandstand i Nordjylland, og allerede natten til tirsdag har der været problemer med de store mængder vand i Nordjylland.

Det samme gør sig gældende tirsdag formiddag ved 10-tiden.

Her er Voer Å og Elling Å gået over deres bredder og har oversvømmet de omkringliggende marker.

Det betyder samtidig, at en yderst trafikeret hovedvej er spærret, skriver Vejdirektoratet.

Forhøjet vandstand i Elling Å har nemlig sendt beredskabet på arbejde med at pumpe vand over Skagensvej, hvilket resulterer i, at der er blevet etableret omkørsel mellem krydset Skagensvej og Vendsysselvej til krydset Skagensvej og Tuenvej.

Rute 40 fra Frederikshavn mod Skagen er kort før klokken 11 fortsat spærret og forventes tidligst at åbne igen klokken 14, skriver Vejdirektoratet.

Foto: René Ryom / TV2 Nord

Tilbagevendende problem

Klokken 10.26 pumpes der fortsat ved åen.

Det er ikke første gang, at man står i sådan en situation ved Elling å. Tværtimod.

Gennem årene har det nemlig været et vedvarende problem, at vandet i åen steg ved store regnskyl. Senest beredskabet pumpede ved åen var omkring et år siden i januar 2024.


51-årig mand mishandlede ekskæreste med stålwire og ridepisk

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arkivfoto

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Manden er blandt andet tiltalt for at mishandle sin ekskæreste og for at udøve psykisk vold mod hende.

Det er voldsomme og kradse forhold, en 51-årig mand står tiltalt for, når han indtager anklagebænken ved Retten i Hjørring torsdag.

Manden er tiltalt for i en periode over fire et halvt år at have mishandlet sin daværende kæreste med både ridepisk, stålwire og spanskrør, ligesom han også er tiltalt for voldtægt og psykisk vold mod kvinden.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen.

Flere af detaljerne i anklageskriftet er så voldsomme, at TV2 Nord har valgt ikke at gengive dem.

Foromtale af retssag

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den eller de tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Kvinden blev i en periode fra 29. december 2018 til 26. juli 2023 på en adresse i Frederikshavn og flere adresser i Strandby udsat for daglige tæsk. Hun blev blandt andet tildelt knytnæveslag, lussinger og spark på kroppen.

Midt i 2020 blev hun også skubbet ned ad en trappe. Hun blev derefter skubbet ned i en kantsten og fik på den måde en hjernerystelse.

Den 51-årige er også tiltalt for i april 2023 at have bidt næsetippen af kvinden.

Adskillige voldtægter

Manden er også tiltalt for at have tiltvunget sig andet seksuelt forhold end samleje med kvinden, der blandt andet bestod i, at han penetrerede kvinden med forskellige objekter.

Han er også tiltalt for psykisk vold, da han blandt andet bestemte over ekskærestens påklædning og overvågede hendes telefonsamtaler og private messengerbeskeder. Han er derudover også tiltalt for at tvinge kvinden til at sove på et tæppe i et hundebur.

Da manden var i besiddelse af en totenschlæger, peberspray og skarpe patroner og amfetamin, er han også titalt for overtrædelse af våbenlovgivningen og loven om euforiserende stoffer.

Det vides forud for retsmødet ikke, hvordan den 51-årige stiller sig i forhold til de mange forhold.


Der har adskillige gange været problemer med oversvømmelser ved Elling Å.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Transportministeren lover, at Elling-borgere ikke skal frygte oversvømmelser næste vinter.

I årenes løb har der adskillige gange været problemer med oversvømmelser ved Elling Å. Flere gange er der lovet bod og bedring, men den endelige løsning lader endnu vente på sig.

Til stor frustration for Elling-borgerne og Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen (S), som har sendt et brev til transportminister Thomas Danielsen (V), hvor han efterspørger en løsning hurtigst muligt.

Vejdirektoratet havde lovet, at problemerne med oversvømmelser var løst senest i efteråret 2024, hvor en udvidelse af røret under hovedvejen Skagensvej skulle have været gennemført. Projektet er dog blevet forsinket.

- Desværre har det vist sig på grund af miljøpolitiske spørgsmål, at selve miljøforundersøgelserne har taget længere tid, end vi havde regnet med og håbet på. Så projektet kommer først i gang her til efteråret, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Ikke godt nok, mener borgmesteren.

- Ud fra den situation, man står i som borger i Elling, og med den trafik, der skal afledes, så synes jeg, at det er kritisabelt, at vi først kan få en løsning i efteråret 2025. Det er alt for lang tid at vente, siger Karsten Thomsen (S).

Elling-borgerne må altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu, men til gengæld får de nærmest en garanti fra transportministeren.

- Det tager ikke lang tid at lave, når først alle miljøtilladelser er på plads, og derfor er jeg helt fortrøstningsfuld ved, at man ikke kommer til at stå i en lignende situation igen næste vinter, siger Thomas Danielsen.


Bo har frygtet nye oversvømmelser i mere end et årti: - Det slider på sjælen

Foto: Annette Bjerregaard Andersen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Elling-borgere er frustrerede over, at udvidelse af rør endnu ikke er gennemført.

Der er stadig en synlig linje på Bo Greves hus i Elling, der minder ham om den oplevelse, han og hustruen havde i 2014, hvor vandmasser fra Elling Å oversvømmede deres hus.

- Da vi kom hjem efter oversvømmelsen i 2014, var det første min hustru gjorde at købe et par waders, og de ligger stadig inde ved siden af hendes seng. Hun har stadig frygt i sindet, når det her sker, siger Bo Greve.

Oplevelsen i 2014 er ikke den sidste, parret har haft med vand fra Elling Å. Beredskabet har flere gange siden da måttet rykke ud og pumpe vand væk, når vandstanden i åen har været stigende.

- Det er meget, meget frustrerende at gå i. I december var det også ved at gå galt. Der var beredskabet også tæt på at skulle ud og pumpe, fordi vandet stod helt op. Jeg ved godt, der er bygget diger, men situationen er ikke holdbar i længden, siger Bo Greve.

'Nok må være nok'

Siden natten til tirsdag har beredskabet arbejdet på højtryk ved Elling Å. Der er blevet pumpet i døgndrift, og hovedvejen, Skagensvej, har været spærret i forbindelse med pumpearbejdet og er det fortsat.

Der skulle have været lavet en udvidelse af åløbet under Skagensvej i 2024, men nu lyder meldingen fra Vejdirektoratet, at der skal foretages en miljøscreening, før arbejdet kan gennemføres. Derfor må Elling-borgerne fortsat leve med frygten for oversvømmelser.

- Jeg synes nok må være nok nu. De kan ikke bare blive ved med at udskyde og udskyde, siger Bo Greve.

Når du kigger på en vejrudsigt og de varsler storm og masser af regn. Hvilken følelse får du så?

- Så sover jeg ikke om natten. Det slider på sjælen, siger Bo Greve, som kan blive tvunget til at tage et drastisk skridt.

- Inderst inde vil jeg jo ikke herfra helst, men jeg er også godt klar over, at på et eller andet tidspunkt bliver vi jo nødt til at sige til os selv: 'Kan vi leve med det her?'. Men det næste er, om vi kan komme herfra, fordi hvem vil købe det her, når de ikke gør noget?, siger han.

Den seneste udmelding er, at udvidelsen af hullet under Skagensvej ventes at blive gennemført i efteråret 2025.


Ældre end mobiltelefonen og 'Hammerslag': Kendt tv-program flytter af nød

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

SIFA TV-Bingo har siden starten i februar 1985 uddelt over 100 millioner kroner til idrætsforeninger i Aalborg Kommune - onsdag var der flyttedag.

Efter 40 år samme sted flytter vært Peter Skram og det berømte SIFA TV-Bingo. Studiet på Riihimækivej i Aalborg bliver skiftet ud med et midlertidigt studie i Nordkraft.

- Det gør vi jo mest af alt af nød. Nu har vi jo i 40 år haft et produktionsselskab til at lave vores tv-udsendelser, og når nu ikke Skat vil lempe reglerne for os, så har vi overvejet, at vi lige så godt kan prøve at producere udsendelserne selv, siger Peter Skram til TV2 Nord, da vi møder ham, mens de er ved at gøre det nye studie klar til aftenens bingoudsendelse.

SIFA TV-Bingo har siden starten i februar 1985 uddelt over 100 millioner kroner til idrætsforeninger i Aalborg Kommune.

Kom med en tur i SIFA TV-Bingos nye studie.

På grund af en strid med Skat om, hvordan SIFA skal beskattes, er der brug for at spare omkring en million kroner årligt for stadig at kunne støtte de mange foreninger.

Tager gerne 40 år mere

De penge håber Peter Skram på at finde ved selv at producere bingoprogrammerne.

- Vi laver jo kun tv-bingo for at tjene penge til vores idrætsforeninger, og vi håber på, at vi på bundlinjen kan lave den million mere om året til vores foreninger, forklarer Peter Skram.

Studiet i Nordkraft er i første omgang et nødstudie. Planen er dog at lave et permanent bingostudie i samme bygning.

- Vi tager gerne 40 år mere her i Nordkraft. Så må vi se, hvor længe det holder, griner Peter Skram.

Første SIFA TV-Bingo i det nye studie løber af stablen onsdag 8. januar klokken 20.00.


Haidi er på fuld tid, men arbejder kun fire dage om ugen

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Forsøgsordning med firedages arbejdsuge er netop blevet vedtaget som et permanent tilbud.

Haidi Grønning Larsen har været socialrådgiver i Jobcenteret hos Vesthimmerlands Kommune siden 2018. Det seneste år har dog været anderledes, for som en del af et nyt forsøg har hun arbejdet fire dage om ugen i stedet for fem.

- Jeg gik ind i det med en tanke om, at det ville give mig en fleksibilitet både i forhold til privatlivet, men også arbejdsmæssigt, fortæller hun.

Forsøget har været i gang, siden politikerne i Vesthimmerlands Kommune i november 2023 besluttede, at kommunens administrative medarbejdere skulle have muligheden for at afvikle deres 37-timers arbejdsuge i løbet af fire dage.

En attraktiv arbejdsplads

I tre afdelinger har over 20 procent af medarbejderne valgt løsningen med en firedages arbejdsuge, som nu er blevet et permanent tilbud efter en byrådsbeslutning i december.

- Vi vil gerne sende et signal om, at vi er en moderne arbejdsplads, og at vi også prøver at lytte til med vores medarbejderes behov for at have fleksibilitet, siger kommunaldirektør Henrik Kruuse.

- Det er fantastisk at have tre dages weekend. Jeg har en fredag formiddag, hvor jeg kan ordne nogle af alle de ting, jeg normalt skulle gøre efter arbejde eller skulle tage fri til, siger Haidi Grønning Larsen.

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Ifølge kommunaldirektøren er det ikke kun medarbejderne, der drager fordel af den større fleksibilitet. Det nye tilbud gør også Vesthimmerlands Kommune til en mere attraktiv arbejdsplads.

- Hvis man så skal skille sig lidt ud, så handler det jo også om, at man tilbyder nogle rammer, der kan være anderledes. Lige nu er vi nogle af de første, der tilbyder det her, siger Henrik Kruuse, som mener, at tiltaget kan gøre det nemmere for kommunen at tiltrække arbejdskraft.

Haidi Grønning Larsen arbejder fra 7.30 til 17.00 fire dage om ugen, og det bliver hun ved med.

- Det var jo mega fedt at kunne gå på juleferie med beskeden om, at nu er det vedtaget, at når jeg mødte ind igen, så havde jeg stadig min firedages arbejdsuge, siger hun.