Var politiker inhabil i sag om solcellepark?
Foto: Foto: Turistforeningen Toppen af Danmark
Venstres byrådsmedlem Lone Haugaard var inhabil i november 2023. Derfor skal en sag nu gå om.
Lone Haugaard (V) er medejer af den jord, hvor en solcellepark skal opføres. Men i første omgang undlod hun at erklære sig inhabil.
Normalt kan lokalpolitikere, der på den ene eller anden måde kan være involveret i det, som skal besluttes, ikke stemme i den pågældende sag.
Men det skete alligevel i Frederikshavn Kommune, da byrådspolitikeren 1. november 2023 behandlede den 29 hektar store solcellepark Ribberholt vest for Frederikshavn. De besluttede at sende den lokalplan, som ville tillade etableringen af parken i offentlighøring.
Lone Haugaard (V) stemte også for projektet, men hun er medejer af jorden, som solcelleparken skal opføres på.
Nu kan sagen ende med at gå helt om. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Byrådet skal 26. juni tage stilling til, om Lone Haugaard i første omgang var inhabil. Hun erklærede sig selv inhabil, da punktet igen blev bragt i spil på byrådsmødet i slutningen af maj.
Skulle byrådet stemme for inhabilitet, skal de også stemme om, om beslutningen fra første byrådsmøde vedrørende lokalplanen er ugyldig.
Det er administrationens vurdering, at der er tale om både inhabilitet, og at beslutningen er ugyldig. Hvis beslutningerne bliver erklæret ugyldige, mener administrationen, at sagen sendes tilbage til dem med henblik på fornyet behandling.
Reglerne om inhabilitet
Et byrådsmedlem er som udgangspunkt inhabilt i forhold til en konkret sag, når
Medlemmet har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller har være repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.
Medlemmets nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagen eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.
Medlemmet deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald
Der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om medlemmets upartiskhed.
Kilde: Frederikshavn Kommune
Kanal Frederikshavn skriver, at det ifølge sagsfremstillingen er det enkelte byrådsmedlems pligt at gøre opmærksom på, at der kan være forhold, som gør, at man er inhabil i en sag - derefter er det byrådet, som beslutter, at man er inhabil.
Lone Haugaard har tidligere fortalt til TV2 Nord, at hun ikke var opmærksom på problemstillingen på mødet i november 2023, og at hun derfor ikke sagde noget.
- Det gør kommunaldirektøren heller ikke, og det er jeg ked af, fortalte hun og fortsatte:
- På mødet i sidste uge var der en byrådskollega, der gjorde opmærksom på punktet og spurgte, om ikke det var noget jord, som Agrio ApS ejer. Jeg forelagde for byrådet, at jeg ejer 10 procent af selskabet, og det blev besluttet, at jeg skulle forlade lokalet.
Her skulle hun også have fortalt kommunaldirektøren allerede i februar 2023, at der kunne være et problem i sagen, da hun ejer 10 procent af det selskab, der ejede jorden ved Ribberholt.
Kommunaldirektøren mener dog ikke, at det er den korrekte fremgangsmåde, og Du kan læse hele den historie herunder: