Var ikke klar over reglerne: 42-årig kan se frem til bøde for ulovlig droneflyvning
Militærpolitiet på Flådestation Frederikshavn modtog en alarm om en drone, der fløj ved militære installationer ved Skovhusevej i Bangsbo.
En 42-årig mand fra Frederikshavn indrømmede, at det var ham, der fløj dronen. Han kan nu se frem til en bøde i en kommende sag.
Dronen er løs! Nordjyllands politi samt militærpolitiet på Flådestation Frederikshavn reagerede i eftermiddag på en dronealarm ved Bangsbo i Frederikshavn. Det medførte, at en dronefører nu kan se frem til en sigtelse for at flyve for tæt på et militæranlæg. #njyl
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) October 15, 2023
- Vi træffer en 42-årig mand i området, der erkender, at det er ham, der har fløjet med dronen. Han fortæller, at han ikke var klar over reglerne. Det frikender ham dog ikke for ansvaret, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen til Nordjyske.
Det var militærpolitiet, der tilkaldte politiet efter at have fået en dronealarm på Flådestation Frederikshavn.
- Der er nogle militære installationer i det område, der gør, at man ikke må flyve med drone, fortæller vagtchefen yderligere.